Fortsæt til indhold

»Rigtig meget af Alling Å er vores. Det skal vi som kommune tage ansvar for«

Enhedslistens forslag om at foretage flere og grundigere vandprøver fik bred opbakning i kommunalbestyrelsen.

Samfund

Der skal tages flere og mere grundige vandprøver fra Alling Å.

Det besluttede kommunalbestyrelsen på sit møde tirsdag aften.

Det er Enhedslistens Ulf Harbo, der tog initiativ til at få sagen på dagsordenen, som en direkte afledning af situationen ved Nordic Waste i Randers Kommune, hvor en potentiel miljøkatastrofe har luret den seneste måned.

Her er millioner af tons forurenet jord i fare for at skride ud i Alling Å.

Faren for åen har dog været tilstedeværende i flere år, og det er baggrunden for forslaget fra Ulf Harbo.

»Alling Å er i flere år blevet forurenet med bl.a. tungmetallerne cadmium og nikkel af Nordic Waste, men uden at der er lavet systematiske målinger af forureningen og uden at der er lavet en indsatsplan for hvorledes vi kan imødegå forureningen og værne om økosystemerne i og omkring Alling Å,« lyder det i forslaget.

»Derfor stilles der hermed forslag om at vi i Norddjurs kommune undersøger vandkvaliteten og forureningen af Alling Å med fortløbende mållinger og laver en indsatsplan med det formål at lave naturbeskyttelses- og naturgenopretningstiltag og indsatser der sikrer at økosystemet i og omkring Alling Å i Norddjurs Kommune ikke kollapser.«

På kommunalbestyrelsesmødet fremlagde Ulf Harbo desuden nylige undersøgelser, der viser, at den økologiske tilstand i vandløbet er gået fra at være kategoriseret godt til nu at være moderat.

»Der er mange interessenter i det her, og det er vi også. Vi har rigtig meget af åen, og den skal vi som kommune tage ansvar for,« fastslog Ulf Harbo.

Bred opbakning

Han talte da heller ikke for døve øren. Allerede før mødet i kommunalbestyrelsen havde Socialdemokratiet tilkendegivet sin opbakning til at foretage flere undersøgelser af Alling Å.

Partiet foreslog før mødet, at der foretages prøver fire steder langs åen i Norddjurs Kommune ved Øster Alling, Gammel Estrup, Allingåbro og i Grund Fjord.

Det var der i princippet bred opbakning til. SF mente dog, at det måtte være en faglig vurdering at finde ud af, hvor og hvor mange prøver, der skal tages for at sikre en grundig undersøgelse.

»Det her er en situation, der kan udvikle sig time for time, og derfor kan det ændre sig, hvor og hvor meget, der skal tages prøver. Hvis der politisk udpeges fire konkrete steder, giver det en manglende fleksibilitet, så vi vil gerne give det både faglige og økonomiske spillerum til dem, der er allertættest på situationen,« lød det fra SF’s Aleksander Myrhøj.

Borgmester Kasper Bjerregaard havde forinden også formuleret et forslag til flere vandprøvetagninger. Et tiltag, der kommer til at høre under miljø- og teknikudvalgets område.

Under normale omstændigheder ville den indledende behandling af forslaget også foregå i udvalget, men på grund af de akutte omstændigheder er muligheden for at tage sagen direkte i kommunalbestyrelsen altså benyttet.

Derfor havde borgmesteren også bedt forvaltningen om at komme med et udspil til vandprøvetagningen.
Forvaltningen bød ind med to ugentlige prøver. Det ønskede politikerne imidlertid at udvide til fire ugentlige prøver.

»Som en ekstra foranstaltning beslutter kommunalbestyrelsen, at der iværksættes vandprøvetagninger ugentligt på fire strategisk udvalgte steder af Alling Å. Udgiften finansieres inden for puljen til værn af serviceramme. Resultatet foreligges miljø- og teknikudvalget, og hvis prøverne viser indikationer på forureninger, skal forvaltningen beskrive behovet for en yderligere indsats; herunder finasiering af dette.«

»Det aftales desuden, at det indledes en dialog med Randers Kommune om et fremtidigt samarbejde, når Randers Kommune er ovre den akutte fase med arbejdet om inddæmning af jordskredet,« lyder beslutningen fra kommunalbestyrelsen.

Koster næsten en million

Prøverne koster 5000 kroner per styk, og med fire ugentlige prøver giver det en pris på 80.000 kroner om måneden. Det løber årligt op i 960.000 kroner.

Det økonomiske aspekt var dog ikke en væsentlig del af debatten, som i stedet centrerede sig om at få handlet hurtigst muligt.

Det noterede blandt andre Allan Gjersbøl Jørgensen (S) sig.

»Alting har en pris, men det har også sin pris, hvis vi ikke gør noget. Den pris kan være langt større i den anden ende, så vi er ikke voldsomt optagede af på kroner og øre, hvad det her koster. Vi er optaget af, at vi sammen forsøger at gøre noget,« sagde han.