Jordlavine kan oversvømme hel by – men kommune afviste risikoen
Politiker raser over, at risikoen for jordskred fra Nordic Waste og potentielt store konsekvenser for den nærmeste by sidste år blev afvist.
Randers Kommune blev sidste år spurgt ind til risikoen for et jordskred, og om Ølst by kunne blive begravet i jord. Det afviste man dengang. Hvilket forarger politiker.
Helt konkret spurgte Østbroens Erik Bo Andersen og Socialdemokratiets Anker Boje i februar 2023 ind, om der var en risiko for et jordskred ned mod byen.
»Ud fra de højdekurver, der er tilgængelige i cb-kort, er der ikke umiddelbart en risiko for at et jordskred vil ”løbe” i retning af Ølst by. Det er forvaltningens vurdering, at risikoen for jordskred er meget beskeden, og dertil kommer, at der er betydelige ”urørte” områder mellem Nordic Waste lokaliteten og Ølst by,« lød svaret fra forvaltningen til politikerne.
Men nu er virkeligheden en hel anden. Tirsdag blev en rapport udarbejdet af COWI for Randers Kommune offentliggjort, og her var der dystre profetier.
»Hvis man ikke foretager en kontrolleret opfyldning, så vil jorden fra Nordic Waste skride over Ølst by og dække byen cirka fem meter over terræn,« står der i rapporten.
’Hvorfor får vi ikke sandheden?’
En helt anden virkelighed
Altså er det scenarie, som politikerne for et års tid siden spurgte ind til, pludselig en reel mulighed.
»Når vi spørger så konkret, og det viser sig, at virkeligheden blev en hel anden, end hvad forvaltningen forsikrede os om, så bliver jeg harm. Hvorfor får vi ikke sandheden,« spørger Erik Bo Andersen.
»Vi fik henvendelser fra lokale borgere og folk med tilknytning til firmaet, der var bekymrede. Derfor var det naturligt at spørge ind til. Jeg forventede da så, vi ville få svar, vi kunne stole på,« siger han.
Senere på året i juni kom Nordic Waste igen på dagsordenen i forbindelse med en ansøgning om en lokalplansændring, der kunne give firmaet lov til at udvide.
Her stemte Erik Bo Andersen og hans parti Østbroen sammen med Beboerlisten imod.
Dog stemte førstnævnte for et forslag om skærpet tilsyn af virksomheden. Også i sommer havde flere politikere kritiske spørgsmål til Nordic Wastes drift.
Dem har Erik Bo Andersen sendt til TV2 Østjylland.
Også her var jordskred og risikoen for en jordlavine over Ølst by oppe at vende.
»Den nuværende og kommende godkendelse indeholder ikke krav til en sikring mod jordskred ned mod Ølst by. Det vurderes, at omgivelserne ikke kan blive påvirket af et jordskred,« lød svaret fra forvaltningen i den forbindelse.
Noget Erik Bo Andersen i dag også undrer sig over.
»Vi fik at vide, at der var fuldstændig styr på det hele. Jeg føler mig ført bag lyset, lyder det fra politikeren.
Kommunen mener, den har lyttet
TV2 Østjyllands har forelagt kritikken for Randers Kommune.
I et skriftligt svar henviser kommunen til et svar, de har givet 9/1 2024, hvor Randers Kommune udtrykker, at de har lyttet til bekymringerne omkring jordskred.
»I 2023 ville virksomheden gerne etablere et areal til sortering og oplag på sit område på 6 hektar. I den forbindelse bliver Randers Kommune spurgt, om det medfører risiko for jordskred. Virksomheden oplyste i sin ansøgning, at man ved at anvende microfiller vil skabe et område, som er stabilt. Og det havde vi ingen grund til at betvivle. Derfor giver kommunen en miljøgodkendelse til dette projekt, som virksomheden dog ikke har sat i værk,« svarer kommunen.
Desuden oplyser Randers Kommune, at miljøgodkendelserne forudsætter, at der hverken kommer jord eller overfladevand fra Nordic Waste uden for virksomhedens område.
Beboere chokerede
At man nu står i en situation, hvor Ølst reelt er i risiko for at blive oversvømmet af jord, chokerer de lokale borgere.
Især da de fik præsenteret scenarierne på et borgermøde tirsdag aften.
»Jeg var ved at kaste op. Det er da helt utroligt, at der ikke er nogen, der har set det komme, det kan ikke passe. Vi er fuldstændig i chok,« sagde Inge Johansen fra Ølst.
Hun troede først ikke, det var sandt, da hun hørte, at hendes hjemby risikerede at blive ramt af en jordlavine - og hun føler ikke, at borgernes protester og råb om hjælp er blevet hørt.
»Det har været så ydmygende og ubehageligt for os i Ølst, og det er der ingen, der har taget notits af. Hvorfor skal jeg så tro på, at nu styrer de det? Det kan jeg ikke forestille mig,« sagde Inge Johansen tirsdag.
Her forsikrede borgmester Torben Hansen (Soc.dem) dog om, at der er styr på situationen, og borgerne i Ølst ikke har noget at være bange for.
Nu hører vi, byen kan blive begravet jord. Skal borgerne i Ølst være bekymrede?
»Nej, for det, rapporten også siger, er, at det kan styres, så vi undgår det. Vi er alle sammen bekymrede for, hvad konsekvenserne er for hele området, men heldigvis siger rapporten, at vi kan undgå det, og det vil vi gøre,« sagde borgmesteren tirsdag.
Torben Hansen understreger, at han deler bekymringen. Han er ked af, at borgerne ikke føler sig hørt, men forklarer endnu en gang, at jorden vil blive styret.
Lige nu er det nemlig Randers Kommune, der varetager opgaven med at forhindre, at jordskreddet begraver Ølst i jord, eller forårsager en miljøkatastrofe i Alling Å.
Virksomheden Nordic Waste forlod selv oprydningsarbejdet 19. december.