Vild med vilje: Visionært bofællesskab i pagt med naturen
Alken Søbred, som boligudviklingsfirmaet Fabulas har på tegnebrættet vil sætte turbo på den grønne boligrotation med bæredygtige og klimavenlige seniorbofællesskaber.
Bæredygtighed, sociale nabofællesskaber og naturen lige udenfor din hoveddør. Det er de tre pejlemærker, der tilsammen skal forme seniorbofællesskabet Alken Søbred, som boligudviklingsfirmaet Fabulas står bag.
Lige nu er projketet sendt i foroffentlighed frem til 13. februar, og torsdag aften er der borgermøde i Alken, hvor der er mulighed for at komme med input og ideer til projektet.
»Jeg har altid interesseret mig for, hvordan man kan skabe bæredygtige boligfællesskaber, hvor man bor sammen på tværs af generationer. Det er ideer, jeg har brændt for i årevis. Vi skal bygge så klimavenligt, som muligt, så vi ikke belaster klodens ressourcer med mere, end vi kan tillade os. Og vi skal dyrke fællesskabet, fordi det giver rigtig god mening, både fordi det at være en del at et større fællesskab er vigtigt for den enkeltes trivsel, og fordi vi ved at være fælles om faciliteter kan klare os med meget færre kvadratmeter hver især, og det igen er rigtig godt for klimaet,« forklarer Michael Eberhard, der er direktør og partner i Fabulas.
»Lige nu er det seniorbofællesskaber, der er stor efterspørgsel på, fordi de ældre gerne vil blive boende lokalt, når de ikke længere kan overkomme at vedligeholde deres huse, men der er langt mellem seniorvenlige boliger i landdistrikterne. Med et seniorbofællesskab, kan vi være med til at sætte gang i den grønne boligrotation, ikke kun i Alken, men også i Bjedstrup, Boes, Illerup og Svejstrup,« tilføjer han.
Fokus på den grønne boligrotation
Den grønne boligrotation står øverst på dagsordenen hos Landdistrikternes Fællesråd. Sammen med Forenet Kredit har organisationen netop offentliggjort »Grøn Boligrotation i Landdistrikterne«, der indeholder en række anbefalinger til, hvordan kommuner, investorer og ikke mindst landsbyerne selv kan sætte skub i energirenoveringen af boliger i landdistrikterne og sideløbende kickstarte en grøn boligrotation ved samtidig at få bygget flere seniorvenlige boliger i landdistrikterne.
»Ved at fokusere på den grønne boligrotation, får vi både genbrugt de eksisterende boliger og skabt de efterspurgte seniorboliger i landsbyerne. Og ud fra et bæredygtighedsperspektiv er genbrug af eksisterende boliger meget bedre frem for at de unge bygger nyt stort parcelhus fra bunden,« konstaterer Michael Eberhard.
Alken Søbred omfatter 38 lejeboliger opført som seniorvenlige rækkehuse et plan, et stort fælleshus samt 10 parcelhuse. Dermed lever drømmen om et generationsfælleskab videre: De ældre kan bo i rækkehusene, mens den mere pladskrævende familie kan bo i parcelhusene.
Seniorboligerne er mellem 65 og 102 kvadratmeter. Her er entre, køkken i åben forbindelse med, bad og to til fire værelser.
I fælleshuset er der en hyggelig lounge, der kan fungere som en et mødested eller en forlængelse af dagligstuen derhjemme. Her kan man slå sig ned med en kop kaffe, snakke, læse i en bog, se tv, eller være sammen om at spille kort eller brætspil.
Fælleshuset rummer også et stort køkken med plads til fællesspisning, aktivitetsrum, værksteder samt ekstra værelser til overnattende gæster.
»Boligerne er små, men fællesskabstanken handler netop også om, at vi hver især prøver at begrænse os i forhold til kvadratmeterforbrug og i stedet har et fælleshus, hvor vi er samme om nogle fælles faciliteter. Når vi har det, kan vi sagtens klare os med færre kvadratmeter derhjemme,« understreger Michael Eberhard.
Seniorboligerne opføres i træ med grønne sedumtage og en vedligeholdelsesfri facadebeklædning. Vinduerne er ventilationsvinduer, også kendt som »russervinduer«, der sammen med en varmepumpe placeret inde i huset giver et godt indeklima og samtidig er en energieffektiv løsning.
Bæredygtig og energieffektiv
»Vi forsøger at bygge så bæredygtigt som muligt – altså med så lavt et Co2-forbrug per kvadratmeter som muligt. Kombinationen af ventilationsvinduerne og varmepumpen gør, at den samlede årlige udgift til ventilation, varme og varmt vand for de største af boligerne vil ligge på omkring 4500 kroner årligt. Det er markant mindre, end de fleste i dag er vant til at betale for den udgiftspost. Samtidig undgår man varmepumper udenfor huset, der står og brummer. Det tror vi ikke rigtig er fremtidens løsning. Den indvendige varmepumpe larmer mindre end de ventilationsanlæg, der er lovpligtige i nybyggede huse i dag,« forklarer han.
Græsplæner vil man helst undgå ved Alken Søbred, men hver boliger får dog sin egen lille have og forhave, som man kan beplante, som man vil. Ellers er tanken, at beplantningen mellem husene sker ud fra en »vild med vilje« tilgang. Til at understøtte den proces, er planen at samarbejde med lokale biologer om at sikre størst mulig biodiversitet.
Vi skal bygge så klimavenligt, som muligt, så vi ikke belaster klodens ressourcer med mere, end vi kan tillade os. Og vi skal dyrke fællesskabetMichael Eberhard, direktør og partner, Fabulas
Alken Søbred omfatter foruden seniorbofælleskabet også naturgenopretning på de fredede arealer ned til Mossø, og på engarealerne vest for den planlagte bebyggelse.
»Ønsket er at åbne op, så der bliver adgang så alle har adgang til naturområderne. Vi har allerede åbnet op, så man i dag kan færdes ved vådområdet og på engarealet mod vest. Flere har brugt muligheden for at have fælleshaver her, og det er også en tankegang, vi gerne vil støtte op om i fremtiden,« siger Michael Eberhard.
»Der er ikke adgang til søen i dag, hvor området stadig dyrkes, men i fremtiden bliver der adgang til søen og naturen skal genoprettes. Det lyser vi faktisk en deklaration på,« tilføjer han.
Politikerne er positivt stemte overfor projektet – ellers ville man ikke forstyrre borgerne med en foroffentlighedsfaseKaren Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø
Politisk velvilje
Politisk ser man positivt på bofællesskabsprojektet i Alken, understreger chef for Plan, Teknik og Miljø, Karen Margrethe Høj Madsen.
Projektet fik grønt lys af politikerne tilbage i december 2020, hvor Økonomiudvalget vedtog, at planlægningen skulle gå i gang, når planarbejdet for Anes Høj – det nuværende Else Maries Høj – var færdig. Udvalget behandlede projektet igen på sit møde i december sidste år, hvor politikerne besluttede at sende det ud i endnu en foroffentlighedsfase, da der var mindre afvigelser i forhold til det oprindelige projekt.
»Politikerne er positivt stemte overfor projektet – ellers ville man ikke forstyrre borgerne med en foroffentlighedsfase,« konstaterer Karen Margrethe Høj Madsen.
»Formålet med foroffentlighedsfasen er at høre, hvad der er af input blandt borgerne til projektet. Få alle drømme, refleksioner og tanker om projektet på bordet. Borgermødet holder vi for at klæde borgerne på til at kunne give et høringssvar. Formelt starter planprocessen her, men vi starter ikke helt forfra, da vi allerede har en del viden, og den bygger vi naturligvis videre på,« understreger hun.
Borgermødet på torsdag 25. januar er klokken 18-19.30 og finder sted i Alken Mejeri, Alkenvej 46.