Smukfest 2023 blev rekordernes år: Turbo på omsætningen og udsolgt på alle hylder
Skanderborg Festivalklubs bestyrelse kunne søndag på årets generalforsamling afsløre en ny omsætningsrekord på Smukfest.
Deltagerne i Smukfest 2023 havde hænderne dybt nede i lommerne og brugte flere penge end nogensinde tidligere.
Det blev afsløret på Skanderborg Festivalklubs generalforsamling søndag, hvor bestyrelsen kunne præsentere et rekordhøjt salg inden og under festivalen for godt fem måneder siden.
Salget af billetter, boformer, merchandise, mad og drikke nåede således op på 274 mio. kr. Det er 31 mio. kr. mere end omsætningen på forrige års festival, som satte en rekord på 243 mio. kr.
Det er en stigning på 13 pct. på et år – eller en fordobling af omsætningen på under 10 år. I 2015 kom der 135 mio. kr. i kassen, hvilket dengang sendte festivalforbruget op i helt nye højder.
Stor opbakning
Økonomichef Hanne Aabo Nørby glæder sig over den store publikumsopbakning, som det ifølge hende også er et udtryk for. Bl.a. var der inden festivalen totalt udsolgt i webshoppen af alle billettyper og samtlige boformer.
»Vi har vækstet på alle indtægtsområder. Årets omsætning er primært en kombination af øgede sponsorater fra vores kommercielle legekammerater, højere forbrug i barer, restauranter og boder samt en inflationstilpasset billetpris,« forklarer hun.
Rekorden skal ses i lyset af, at der i forbindelse med 2023-festivalen blev sat 1.000 færre partoutarmbånd til salg end året før for bl.a. at reducere publikumstrykket i forbindelse med de største koncerter. Prisen var hævet til 3.295 kr. for adgang til alle dage, ligesom dagsbilletterne også havde fået et prisløft.
Smukfest er ejet og drevet af en forening, og vores formål er ikke at skabe profit. Vi skal skabe oplevelser for menneskerHanne Aabo Nørby, økonomichef, Skanderborg Festivalklub
Ekstra store udgifter
Inflation og generelt større regninger betyder dog, at omkostningssiden også følger med op. F.eks. har det ifølge Hanne Aabo Nørby aldrig været dyrere at indkøbe musik og etablere festivalområdet i og omkring Skanderborg Dyrehave end i 2023.
»Vi bygger en fantastisk flot festivalplads i en kuperet skov, og det koster mange penge at planlægge, opføre, drifte og pakke sammen igen. Vores udgifter til skoven, campingområder og parkering har været ekstra store i 2023. Det skyldes den våde sommer, som giver behov for mere stabilgrus, flis, indlejning af entreprenørmaskiner og lignende,« fortæller hun.
Mens der faldt store mængder regn under opbygningen i ugerne op til festivalen, blev nedtagningen ramt af et voldsomt blæsevejr, som gjorde det mere besværligt end normalt at pakke sammen. De første festivaldage blev også præget af byger, men sommeren vendte for en stund tilbage under de helt centrale festivaldage fredag og lørdag.
»I 2023 var Smukfest relativt heldig med vejret, hvor vi trods en våd sommer ramte nogle fine tørvejrsdage. Det betyder enormt meget for gæsternes oplevelse, men jo også for vores økonomi i sidste ende,« fastslår Hanne Aabo Nørby.
Overskud på 12 millioner
Når alle regninger er betalt, ender overskuddet fra Smukfest 2023 ifølge økonomichefen på 12,4 mio. kr. En del af overskuddet – 2,8 mio. kr. – går via Smukfonden til ensomme og udsatte. De resterende 9,6 mio. kr. overføres ifølge økonomichefen til foreningens egenkapital og skal bruges til fremtidige festivaler.
»Smukfest er ejet og drevet af en forening, og vores formål er ikke at skabe profit. Vi skal skabe oplevelser for mennesker – og økonomisk set sikre udviklingen af de følgende års festivaler,« understreger Hanne Aabo Nørby.