Løsgænger vil have bilerne væk for at gøre plads til fest i gaden
Byrådsmedlem Thure Hastrup foreslår, at der i år bliver arrangeret to dage med bilfrie gader i Aarhus Kommune.
Rundt omkring i Aarhus blev gader lukket af for biltrafik i sommer, da Aarhus Kommune arrangerede ”Gaden er din” i forbindelse med Aarhus Festuge. En dag med debat om bilernes rolle og fokus på 1970’ernes bilfrie søndag, imens den kollektive trafik var gratis. Står det til byrådsmedlem Thure Hastrup, uden for parti, bør konceptet gentages i år - denne gang med to dage.
Derfor har han fremsat det som en forslag, som skal diskuteres på næste uges byrådsmøde i Aarhus, fremgår det af en pressemeddelelse.
»Hensigten med mit forslag er, at flere årlige dage med stærkt begrænset biltrafik i byen kan gøres til et fast led i indsatsen for at reducere CO2 udledningen. Samtidig kan de også inspirere byens borgere til mere bæredygtig transport, såsom kollektiv trafik, cykling og gang. Det er desuden en rigtig god mulighed for at opdyrke nye måder at bruge byrummene på, og dermed skabe mere liv, fællesskab og glæde overalt i kommunen,« siger Thure Hastrup i pressemeddelelsen.
Han lægger op til, at der skal være god tid til planlægning af dagene, så fællesråd, lokale foreninger, handelsforeninger, erhvervsliv m.fl. i god tid kan inddrages til ”Gaden er din”. Håbet er således, at konceptet kan give anledning til eksempelvis torvedage, når nu bilerne er væk.
Ligesom ved sidste års ”Gaden er din” lægger Thure Hastrup op til, at der også ved årets udgaver skal være gratis offentlig transport.
»Så det er muligt at komme rundt i kommunen, og så flere anspores til at lade privatbilen stå. Erfaringerne fra ”Gaden er din” dagen i 2023 viser, at med gratis kollektiv transport steg passagertallet denne dag til cirka det dobbelte i Letbanen og med cirka 50 procent i busserne,« bliver det formuleret i pressemeddelelsen.