Barometer: Boligejernes salgshumør er tilbage
Interessen for hussalg er ret stabil, mens det samme ikke helt kan siges om lejlighedssalg, viser ny måling.
13 procent af landets boligejere har planer om at sælge deres bolig i løbet af det kommende halve år.
Det svarer stort set til andelen for et år siden, men det ligger under målingerne i juli og oktober sidste år, hvor det var 15 procent af boligejerne, der oplyste, at de havde planer om at sælge.
Det viser Home Sælgerbarometer, som analysevirksomheden YouGov udarbejder hvert kvartal, oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Interessen for et hussalg er ret stabil, mens der siden juli 2023 er en nedgang i planerne om at sælge en lejlighed, og i antallet af potentielle sommerhussælgere siden oktober.
»Der er nok en del lejlighedsejere, der har forsøgt at sælge på bølgen af den øgede interesse fra køberne op til årsskiftet og i ikrafttræden af de nye skatteregler, og for en pæn del af dem er det lykkes, viser de gode salgstal fra årets sidste måneder,« siger Homes boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen.
Han forventer en lidt roligere start på året, hvad angår lejlighedssalget i hovedstaden.
»De øvrige markedsvilkår, ikke mindst renteudviklingen, er afgørende for, hvor mange der kommer i mål med deres købs- og salgsplaner det næste halve års tid,« siger Henrik Hauthorn Jensen.
Undersøgelsen fra YouGov og Home fortæller også om danskernes lyst til at købe bolig. Det er ca. 15 %, der svarer, at de har planer om at købe bolig i løbet af det kommende halve år. For tre måneder siden var det 17 %, der fortalte, de havde planer om boligkøb.
Gennemsnittet for alle kvartalsmålingerne siden 2017 er på 14 procent.