Fortsæt til indhold

Nyt nødkald bliver sværere at få: Kun halvdelen har reelt brug for det, mener kommunen

Fremover skal beboere i ældreboliger visiteres til et nødkald. Kommunen regner dermed at spare en halv million om året.

Samfund

En halv million kroner årligt mener Aarhus Kommune at kunne spare ved at vurdere, om en beboer i en ældrebolig reelt har brug for et nødkald.

I dag er det sådan, at en ældrebolig automatisk kommer med et nødkald, hvad enten den ældre har brug for det eller ej.

Men en gennemgang af nødkaldene vil altså betyde, at cirka halvdelen af de 1.160 ældre, der i dag bor i ældreboliger, også fremover skal have et sådant installeret.

Besparelsen er et led i finansieringen af en ny organisering af nødkaldet. Frem over skal det nemlig ikke være den enkelte hjemmehjælper, der besvarer opkaldet, men en central enhed. Det sker for at undgå, at forstyrre plejerne med opkald, som reelt ikke er nødopkald, hvilket det vurderes, gælder for cirka to tredjedele af opkaldene i dag.

Byrådspolitikerne er enige om, at det er en god idé med en central enhed, der besvarer nødkaldene fremover, men finansieringen heraf skaber panderynker.

På byrådsmødet onsdag, hvor det nye serviceniveau for pleje og praktisk hjælp blev vedtaget, tog Jakob Søgaard Clausen (DD) ordet og udtrykte bekymring over, om nødkaldet frem over vil blive frataget nogle ældre, som egentlig ser en tryghed i at beholde det.

»Det er ærgerligt, synes jeg, at man vælger, at en del af finansieringen af det nye nødkald går på, at cirka halvdelen af de ældre i ældreboliger skal have lov til at beholde et nødkald. For man kunne i stedet have valgt at udskifte løbende. Min bekymring kan være, at vi med den her øvelse kan ende med at fratage nødkaldet for nogen, der i dag er glade for at have den tryghed, der følger med. Det synes jeg, at vi skal være varsomme med,« siger Jakob Søgaard Clausen til Din Avis Aarhus.

Skal vurderes enkeltvis

I indstillingen til byrådet står der i den nye pjece, der fastsætter serviceniveauet, at ”hvis du kan bruge en telefon, kan du dog ikke få et nødkald”. Men det er ikke helt korrekt, lyder det fra pleje- og rehabiliteringschef i Aarhus Kommune Jens Bejer Damgaard:

»Det skal vi have præciseret. Der skal stå ”som udgangspunkt”, for man skal altid ind og vurdere i hver enkelt sag,« siger Jens Bejer Damgaard.

Ja, for der kan vel være ældre, der måske godt kan bruge en mobiltelefon, men som finder stor tryghed i at beholde et nødkald?

»Jo, det er lige nøjagtig dér, vurderingen kommer ind. En ting er, om man kan betjene telefonen, men hvis man ringer ofte, så kan det jo lige så godt være os, der foreslår et nødkald. Men man kan ikke bare ønske sig ting, og så får man det. Det vil altid være en visitation, der afgør, om der er behov for det,« siger Jens Bejer Damgaard.

Går man ikke lidt i den modsatte retning i forhold til, at regeringen lægger op til mindre visitation?

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg mener, at regeringen lægger op til at visitere i pakker fremover. Inden for de pakker skal man så have større muligheder for at bestemme selv. Men nødkaldet er et hjælpemiddel, og det hører faktisk i en anden kategori end den daglige pleje,« forklarer Jens Bejer Damgaard.

Vil følge det tæt

Jakob Søgaard Clausen understreger, at man selvfølgelig skal følge reglerne på området, men han peger også på vigtigheden af at lytte til borgernes ønsker, når det gælder tryghed:

»Også særligt i lyset af den kommende ældrereform, så synes jeg, vi skal se på, hvordan et nødkald kan blive en del af en fast pakke, som man kan visiteres til, hvis man synes, at det giver tryghed,« siger danmarksdemokraten.

Jakob Søgaard vil fremover følge sagen tæt:

»Vi skal ikke stå i en situation, hvor vi har nægtet en borger et nødkald, og borgeren så ender med at komme galt af sted. Det tror jeg også, at man som forvaltning vil kigge på at undgå. Det er klart, at vi kommer til at følge, om der kommer nogle trælse sager på baggrund af det.«

Den nye organisering af nødkaldet, der i alt koster tre millioner kroner, er planlagt til at træde i kraft i fjerde kvartal i år.