Kasper Fra Kæret får nyt fødevareeventyr til at vokse med mikroskopiske grøntsager
Kasper Sørensen har på knap to år skabt en bæredygtig forretning ved at dyrke mikrogrønt i Emmelev. Nu er drømmen at udvide det lille landbrug.
Kasper Sørensen følger forventningsfuldt med, efter han har overrakt den lille grøntsag.
Han lyser op, da han hører en knasende lyd i mundhulen.
»De er sprøde, ikke? Og saftige,« siger han.
Det er en smagsprøve på et spæd skud af en solsikke, vi smager på. Det fylder ikke meget i hånden, men i munden breder sig en fyldig og lidt nøddeagtig smag.
Mikrogrønt er betegnelsen for de grøntsagsskud, som Kasper Sørensen gror i det lille væksthus i Emmelev.
Det er egentlig ganske almindelige grøntsager og urter. Radiser, solsikke, ærter, sennepsplanter blandt andre, men i stedet for at lade dem vokse frem, som vi normalt kender dem, høstes mikrogrønt mens planterne kun er stilke og med de første kimblade.
På det tidspunkt er de både ernærings- og smagsmæssigt i top, og derfor er flere og flere restauranter og caféer blevet opmærksomme på mikrogrønt, og Kasper Sørensens lille virksomhed er et bevis på, at selv om grøntsagerne er små, har de alligevel stor gennemslagskraft.
Fra varm grød til levebrød
Her på Emmelev Kærvej bor Kasper Sørensen sammen med sin familie.
De flyttede til den lille landsby for tre år siden.
Kasper Sørensen er egentlig uddannet som landskabsarkitekt, men i foråret 2022 begyndte han at dyrke og sælge mikrogrønt i sin virksomhed Fra Kæret.
»Jeg har længe haft en drøm om at producere fødevarer, men jeg skulle også lige finde håndtaget til at kunne leve af det, så det ikke blev et eller andet fritidsprojekt, der endte med at blive parkeret. Derfor gik jeg et stykke tid om den varme grød, inden jeg besluttede at sætte alt ind på det,« fortæller Kasper Sørensen.
Det er gået stærkt siden den beslutning.
To gange om ugen får restauranter og caféer i Aarhus og på Djursland besøg af Kasper Fra Kæret med leverancer af mikrogrønt, og det betyder, at Kasper Sørensen knap to år efter starten kan leve af sin forretning.
»Jeg oplever, at det er et produkt, som rigtig mange er meget nysgerrige på. Personligt synes jeg, det er superspændende, at man kan lave afgrøder på kort tid, som simpelthen smager af så meget og har masser af næring,« konstaterer Kasper Sørensen.
350 høns på vej
Indtil videre sælger han kun mikrogrønt til erhverv.
På spisestederne bruges mikrogrønt oftest til at runde en ret smagsmæssigt og visuelt af med de skarpe lysegrønne, lilla og gule farver fra de spæde grøntsagsskud.
Kasper Sørensen satser dog også på, at han på et tidspunkt kan begynde at levere til private og sætte endnu større fokus på mulighederne i mikrogrønt.
»Smagsmæssigt kan de så meget. Nogle har den der intense friske smag og andre er megastærke, og det ser jeg ikke altid udnyttet til fulde. Det vil jeg gerne fokusere mere på,« siger Kasper Sørensen.
I det hele taget er ambitionen, at Fra Kæret lige så stille skal udvide sin produktion.
Ikke kun af mikrogrønt. På sigt skal man også kunne handle kød og æg hos det lille landbrug. Det starter med sidstnævnte.
Menighedsrådet i Rimsø-Kastbjerg Sogn har stillet et areal på 1,5 hektar i Veggerslev Kær til rådighed for Kasper Sørensen.
I løbet af foråret i år skal det have nye beboere, når der efter planen flytter 350 æglæggende høns ind.
Kasper Sørensen har netop igangsat en crowdfunding igennem Coop. Her forsøger han at indsamle 114.000 kroner inden 24. marts til opstart af projektet.
Hønsene kommer til at gå i en mobil indhegning med et ligeledes flytbart hønsehus, så de hver anden eller tredje dag får nyt græs at gå på og nye planter at spise af sammen med det daglige foder.
Den lokale leverandør
Målet er fortsat at kunne levere til restaurationer, men med ægproduktionen håber Kasper Sørensen også at kunne henvende sig mere og mere til private kunder.
Han ser et stort potentiale i Norddjurs som fødevarekommune. Derfor vil han gerne bruge sit eget lille landbrug til at slå endnu dybere rødder i lokalområdet.
»Jeg er meget optaget af fødevaresikkerhed, og jeg tror, at det er en god idé at begynde at tænke på, hvor selvforsynende vi egentlig er. Hvad kan vi egentlig regne med at have til rådighed her på Djursland, hvis det pludselig ikke er muligt at få kunstgødning eller korn fra udlandet,« spørger Kasper Sørensen.
»Derfor vil jeg gerne sælge mig selv som stedet, hvor man kan få lokale fødevarer. Jeg tror på, at det giver et helt andet engagement, hvis mange her fra området får deres æg og deres slagtekylling eller deres kød eller deres grøntsager fra min gård. Det giver et andet tilhørsforhold og en anden begejstring for maden. Man smager lidt mere på det, og giver det en anden opmærksomhed, hvis man ved, hvor det kommer fra,« mener Kasper Sørensen.
Landsby på landkortet
For ham handler Fra Kæret således både om at vise, at man godt kan starte en landbrugsproduktion og fødevarevirksomhed op uden at starte med at investere i mange hektar land og store bygninger, og samtidig har han et stort ønske om at sætte Emmelev tydeligere på landkortet.
»Der sker så mange ting i landsbyerne, hvor der også er et heftigt generationsskifte i de her år. Herude oplever jeg en enorm nysgerrighed og opbakning. Det er bare et lille smørhul, og jeg er stødt på rigtig mange, som bare ønsker mig det bedste med virksomheden. Det er en fed oplevelse,« fortæller Kasper Sørensen.