Kunsthåndværket flytter: »Det skal være creme de la creme«
Efter 15 år flytter specialbutikken Kunsthåndværket i Ebeltoft op i gadeplan - og indehaver Karen Skotte-Lund er spændt.
Vi føler vi er ved at være færdige, for nu begynder det at ligne noget, siger Karen Skotte -Lund og slår ud med armene på en måde, der får en til at kigge sig rundt i butikslokalet.
Umiddelbart ligner det ikke noget, der er tæt på at være færdigt, da avisen kiggede forbi til en snak om, hvorfor hun efter 15 år har valgt at flytte sin butik Kunsthåndværket i Ebeltoft fra en kælder i gågaden til nabobygningen.
Fremover skal hun drive butikken fra de lokaler, hvor Gade Sko, for dem der er lokalt kendte, har resideret i mere end 30 år.
»Jeg var nysgerrig på, hvad der ville ske, hvis butikken kom op i gadeplan. Mon det rykker på omsætningen og sammensætningen af kunder? Og så var jeg ved at være træt af kun at kunne følge med i skomoden,« siger hun med et grin og henviser til den udsigt, der var fra kælderen.
Og måske er det ikke så mærkeligt, at hun synes, lokalet er ved at være klar, selv om der står halvfærdige hylder, værktøj og papkasser overalt.
Hun har nemlig, siden oktober, hvor hun tog beslutningen om at flytte, været i gang med at udtænke de helt rigtige indretningsløsninger, så der har været meget mere kaos, end der er nu.
De nye lokaler har samme størrelse som de tidligere, men er i to plan. Hun og hendes mand har revet en væg ned, så trapperne der går op til 1. salen og ned i kælderen er fritlagte.
På sigt kan kælderen måske blive indrettet til Karen Skotte-Lunds eget keramikværksted, men på førstesalen kan kunderne gå op og gå på opdagelse.
Det, der var så fint med kælderen, var, at den skulle ’findes’. Kunderne fik en oplevelse af at opdage butikken, fordi den ikke så ud af meget fra gadeplan. Men når de så kom ned i lokalet, så blev de overrasket over størrelsen. Det kan folk godt lide. Når de opdager noget. Det vil jeg forsøge at skabe med førstesalen her.«
Nogle har foreslået Karen Skotte-Lund, der de første syv år drev Kunsthåndværket i et butiksfællesskab, men de seneste otte år som selvstændig, at hun kunne lave outlet på 1. salen.
»Nej. Det skal være creme de la creme. Der skal være noget at gå derop efter. En belønning.«
En gammel træmast
Og creme de la creme-standarden gennemsyrer hele den nye butik. Karen Skotte-Lund elsker alt omkring indretning og design, og derfor er der heller ikke noget af indretningen, der bliver det mindste tilfældigt.
Reolerne til keramik har hendes mand bygget. De skulle laves i nogle bestemte mål, som ikke findes i et byggemarked, så hver eneste stykke træ er skåret til i de rette størrelser.
Hendes mand, Claus Skotte-Lund, er værftsleder på Fregatten Jylland, og arbejdet med træ, ligger ham derfor ikke fjernt. Hans job viste sig også at være nyttigt, da hun skulle udtænke vinduesudsmykningen.
Jeg bliver helt høj af, når der er rigtigt gang i den i højsæsonerne. Folk vil gerne betale for kvalitet og designKaren Skotte-Lund
»Jeg er jo ikke vant til at have så store vinduer, så jeg har virkelig nærmest ligget søvnløs over, hvordan jeg kunne fylde dem. For hvordan udstiller man en kop i sådan et stort vindue?«
Pludselig en dag, mens hun sidder og febrilsk søger efter løsninger på nettet, siger hendes mand:
»Jeg har en mast fra et gammelt færøsk træskib liggende. Den skal bare ud, så den kan jeg da godt lige skære i nogle stykker i forskellige højder, og så kan du bruge dem.«
Problemet blev løst, og i vinterferien åbner Karen Skotte-Lund dørene til det nye Kunsthåndværk. Det vil dog stadig være samme varesortiment. Keramik, unika - design og håndværk i bred forstand.
Hun har ting fra 70 forskellige designere og kunsthåndværkere i kommission, og så sælger hun selvfølgelig også fra sit eget keramikbrand KopCup. Desuden har hun to webshops.
»Jeg har ting i alle prisklasser og til næsten enhver smag. Der er stor forskel på, hvad danskere køber og hvad de udenlandske turister køber, så der skal være lidt af hvert,« siger hun og tilføjer, at hun elsker at drive butik i en sæsonby.
»Heldigvis handler folk her også om vinteren, men jeg bliver helt høj af, når der er rigtigt gang i den i højsæsonerne. Folk vil gerne betale for kvalitet og design, og det er jo også sådan det skal være, så vi kommer væk fra den der køb og smid væk kultur.«
Hvad de tidligere lokaler skal bruges til, vides ikke, da de endnu ikke er blevet lejet ud på ny. Så hvis du har en god forretningside, der kan bruge et rustikt, smukt kælderlokale med fritlagte spær og hyggelig stemning, så er det nu, du skal slå til.
Der findes allerede mange fine specialbutikker og lækre spisesteder i Ebeltoft, men der er altid plads til endnu en af slagsen. Især, hvis standarden er creme de la creme.
Kunsthåndværket holder genåbnings-reception 16. februar.