Hvem er Årets Energibombe?
Hjælp AURA med at finde hverdagens helte, som fortjener anerkendelse og prisen som Årets Energibombe 2024.
Har din forening en ildsjæl, som altid går dét ekstra skridt for fællesskabet? Som altid står klar med en hjælpende hånd og sikrer, at foreningens aktiviteter kører som smurt?
AURA ønsker igen i år at hylde de mange frivillige, som er grundpillen i det danske foreningsliv, og som hver dag gør et kæmpe stykke arbejde for at skabe aktiviteter og fællesskaber i det østjyske. Det skriver AURA i en pressemeddelelse.
Med prisen Årets Energibombe kan lokale foreninger og klubber være med til at udpege den frivillige, som fortjener et ekstra skulderklap og anerkendelse.
Frem til 8. marts kan AURAs andelshavere nominere en ildsjæl, som de mener gør sig fortjent til prisen som Årets Energibombe.
Det kan være den frivillige håndboldtræner, som altid er at finde i hallen og hjælper, hvor der er behov. Det kan være holdlederen på U13-pigeholdet, der vasker tøj og arrangerer kørsel. Svømmetræneren, som altid stiller op med hjælp til stævner, fester og andre aktiviteter. Eller måske bestyrelsesmedlemmet i borgerforeningen, som er med til at sikre en aktiv og attraktiv landsby. Alle frivillige kan indstilles til Årets Energibombe.
Når fristen for at indstille kandidater til prisen er udløbet 8. marts, udvælger AURA fem kandidater, som går videre til afstemningen.
Herefter er det AURAs andelshavere, som bestemmer, hvem som løber med prisen, idet det er kandidaten med flest stemmer, som kan kalde sig Årets Energibombe 2024.
Vinderen offentliggøres i løbet af uge 16.
Med prisen følger 30.000 kroner, hvor 5.000 kroner går til Energibomben selv og 25.000 kroner går til den forening, som Energibomben er tilknyttet.
Signe Hangaard Thomsen fra Skanderborg Håndbold, Sanne Bruun Jensen fra Skanderborg Taekwondo Klub og Helene Simoni Thorup fra Stjær Borgerforening har senest modtaget prisen og hæderen som Årets Energibombe.