Gæsterne vælter ind og anmelderne jubler – og nu åbner populær restaurant også i Aarhus
Meget fransk bistro for få penge har hittet på Frederiksberg, men nu er Restaurant Bouillon også snart på vej til Europaplads og Aarhus.
I det storkøbenhavnske har man allerede fundet ud af, at man skal bestille sit bord i ret god tid, hvis man altså går med planer om at besøge Restaurant Bouillon på Frederiksberg.
For siden det franske bistro-koncept åbnede tilbage i september, har det haft kraftig vind i sejlene.
Mere end 92.000 gæster har sat sig til bords i restauranten på knap et halvt år, og anmelderne har uddelt begejstrede 4- og 5-stjernede anmeldelser, der roser den nyåbnede restaurant som værende et sted, hvor man får meget for få penge.
Noget som bl.a. Jyllands-Postens madanmelder Niels Lillelund hæftede sig ved, da han anmeldte stedet tilbage i oktober:
»… de rørende priser taget i betragtning tøver jeg ikke med at udnævne Bouillon til at være det med afstand bedste køb på den danske restaurantscene lige nu.«
Men snart er det ikke kun forbeholdt københavnere og dem på Frederiksberg. For i en pressemeddelelse oplyser Bouillon-stifter og rutineret madiværksætter Torben Klitbo, at man nu også åbner en kopi i det aarhusianske. Helt præcist på Europaplads 2, som tidligere bl.a. har huset Café A og Dalle Valle.
»Jeg har altid godt kunnet lide Aarhus, men har aldrig rigtigt haft det rigtige at dukke op med herovre. Men tiden er kommet med Bouillon. Det er et spisested, jeg tror vil passe godt til de mange studerende og den småfrankofile stemning i byen. Og så er jeg selv jyde og kan derfor sige med sikkerhed, at vi kan godt lide en god pris og fornemmelsen af at få noget for pengene,« fortæller Torben Klitbo, der samtidig lover, at de lave priser fra Bouillon i København følger med til Aarhus.
»Princippet for Bouillon er ”stor oplevelse, lille regning”. Vores gæster får den fulde restaurantoplevelse med tre retter, vin i ballonglasset, dug på bordet og tjener i uniform – uden at blive flået,« siger madiværksætteren.
Skal tro, vi har glemt noget
På restauranten på Frederiksberg kan man eksempelvis få en cremet græskarsuppe for 19 kr., steak frites med kryddersmør for 124 kr., og du kan komme afsted med en treretters menu for 126 kr.
Køkkenet er klassisk fransk, og prislejet for forretter er 19-47 kr., for hovedretter 85-120 kr. og for desserter 28-39 kr. En lille karaffel af husets rød- og hvidvin koster 49-54 kr. På menuen finder man blandt andet rørt tatar, løgsuppe, andeconfit, franske oste og klassiske desserter som chokolademousse og creme brulé.
»Når regningen kommer, må det gerne være sådan, at gæsterne tror, vi har glemt noget,« har Torben Klitbo selv formuleret som missionen med Bouillon, da han åbnede tilbage i efteråret.
Prisniveuet gør også, at Bouillon er en restaurant, der ifølge Torben Klitbo passer meget godt til den tid, vi er i lige nu:
»Vi danskere elsker at spise ude, men det er en fornøjelse, der er udfordret i øjeblikket. Men på Bouillon kan de langt de fleste være med på trods af rentestigninger og inflation,« siger han.
Navnet på restauranten kommer også fra Frankrig, hvor en bouillon er en særlig type restauration, der opstod i 1800-tallet. Oprindeligt var det et sted, hvor arbejderklassen kunne få god, traditionel mad hurtigt og til billige priser. Og det er altså også det mantra, som Torben Klitbo og kompagni nu forfølger i Aarhus anno 2024.
Restaurant Bouillon åbner i Aarhus den 5. april.