Møbelbyen genopstår: Hornslet Skoles 8. årgang transformerer Kulturgrunden med gavlprojekt
Gavlprojekt forener unge, kunst og møbelhistorie på Kulturgrunden.
Hornslet Skoles 8. årgang går i dybden med møbelhistorien og kunsthistorien i et samarbejde med den lokale billedkunstner Malene Kløve og underviser Susanne Høgberg på Kulturgrunden.
Den 22. og 29. februar engagerer de unge sig i samarbejde med kunstneren på Kulturgrunden, hvor de introduceres til projektet og får en føling med stedet, hvor deres kollektive værker skal finde plads.
Malene Kløve udtaler om visionen for projektet:
»Vi ønsker at skabe et kunstværk, der forankrer sig i Hornslets historie som møbelby, samtidig med at det trækker på Franciska Clausens kubistiske perspektiv, hvilket skaber en spændende forbindelse mellem fortid og nutid.«
Eleverne udfordres til at tegne, forenkle og simplificere geometriske former og figurer ud fra fotos og produktionstegninger af træmøbler, herunder design fra Koefoeds Møbelfabrik.
De forskellige danske træsorter visualiseres gennem træer og blade.
Efterfølgende samles udklip og silhuetter af abstraktionerne i en collage, inspireret af Franciska Clausens kubistiske tilgang til genstandes former og figurative udtryk.
Projektet kulminerer, når de unge, i selskab med Malene Kløve og deres underviser Susanne Høgberg, maler de mange rum og mellemrum i ni særligt udvalgte farver på fire store træplader, der monteres på gavlen ved Kulturgrunden.
Det færdige gavlprojekt vil officielt blive indviet ved en senere lejlighed.