Fortsæt til indhold

Preben har fået et stykke Aarhus-historie i sit værksted: »Det bedste underlag jeg har haft«

Dele af løbebanen fra Aarhus Stadion har fundet vej til Højbjerg og et cykelværksted.

Samfund

»Nu har vi et skridsikkert underlag med en kæmpe historie.«

Ordene tilhører Preben Nielsen, ejer af ’Prebens Cykelklinik’ i Højbjerg ved Aarhus.

Det omtalte underlag er cirka tre centimeter højt, rødt, har hvide striber og er fremstillet af såkaldt gummiasfalt.

Og så har det for resten været løbebane på Aarhus Stadion, der netop er i gang med at blive revet ned.

»Så det er jo nærmest ikke brugt. Kun til at tage indkast fra,« griner Preben Nielsen, der fik fat i det 3,5 x 5 meter store løbebane-del via en kammerat.

Nu udgør gummiasfalten gulvet i Prebens cykelværksted.

»Det bedste underlag, jeg har haft,« lyder det.

Preben Nielsen har fået fat i 3,5 x 5 meter løbebane fra Aarhus Stadion. Foto: Privatfoto

I Prebens Cykelklinik gør ejeren og medarbejderne en dyd ud af genbrug. Også derfor var det oplagt at bruge kræfter på at få lagt det cirka 500 kilo tunge gulv i ’klinikken’.

»Det var pissetungt,« som Preben Nielsen lakonisk udtrykker det.

Han og medarbejderne er ikke de eneste, der sætter pris på et stykke Aarhus-historie midt i værkstedet.

De kunder, der har været forbi lader til at dele begejstringen.

»De synes, det er fedt,« siger Preben Nielsen, der - som mange andre aarhusianere - jævnligt støtter byens hold.

Det tog nogle timer at få 'gulvet' lagt. Foto: Privatfoto
3-2-1-reparer. Foto: Privatfoto