Nekrolog: Rie er død

Rie er død.

Hun var en ener, hun var et samlingspunkt for familien, og gennem sit liv gjorde hun en forskel både for de små, de svage og for dem, der ikke bliver hørt.

For mig personligt var hun et forbillede.

Anne-Marie Andreassen blev født 1. juni 1947 i Gjesing. Hun voksede op i Nørager Brugsforening som den tredje af seks søskende. Rie, som hun altid er blevet kaldt, var det, man dengang kaldte en ”drengepige”, som spillede fodbold med drengene i skolegården.

Da hun var omkring syv år, gik hun over til købmanden Hausborg, som også var byens frisør, og bad om at få klippet håret kort. Hun fortalte Hausborg, at hun havde fået lov af sin mor. Det havde hun ikke. Men hvis Rie ville noget, så var det ikke så tit, hun spurgte om lov.

Rie blev student fra Rønde Kost- og Realskole, og i 1975 blev hun uddannet lærer fra seminariet i Silkeborg. Som ung ville Rie opleve verden – og påvirke den.

I en periode var hun au pair-pige i Paris sammen med sin storesøster Dorte. I 70’erne blev Rie en aktiv del af kvindebevægelsen.

Hun var blandt andet med til at arrangere den første kvindefestival i Århus, og hun var ansat på Kvindemuseet i en årrække, hvor hun især arbejdede med unge, arbejdsløse kvinder.

Det var også i kvindebevægelsen, at Rie mødte Elisabeth. De to blev kærester, flyttede sammen og blev i 1982 forældre til et af Danmarks første donorbørn, datteren Fridda.

Det var ikke altid let at gå forrest, men de tog en vigtig kamp, som har banet vejen for mange andre.

Tilbage til Djursland

Rie og Elisabeth gik fra hinanden nogle år efter, og i midten af 90’erne flyttede Rie hjem til Djursland. Her overtog hun Kargården – en hyggelig nedlagt landejendom i skovbrynet uden for Nørager.

I de næste årtier blev Kargården et fristed for både børn og voksne. Som barn elskede jeg at komme hos moster Rie, både når hun inviterede venner og familie til sine store fester, eller når hun samlede Friddas fætre og kusiner i ferierne.

Det var vigtigt for Rie, at børn fik frihed til at dyrke deres fantasi. Derfor er nogle af mine bedste minder fra Kargården. Vi børn kunne forsvinde i skoven i halve og hele dage, vi kunne ride ture, bygge i laden og løbe frit.

Vi skulle selv lave vores aftensmad – til gengæld måtte vi bestemme, hvad vi spiste og hvornår. Til jul hentede vi børn selv juletræet i skoven. Vi tog en økse, en slæde og Ries hund Molly med. Molly trak træet på slæden hjem, og så stod Rie klar til at tage imod os.

Eftertragtet lærer

Rie var en af de lærere, alle børn gerne vil have. Hun underviste først på Langhøjskolen og senere på Djurslandskolen, hvor hun arbejdede med børn, der havde ADHD eller autisme.
Også her gjorde hun med sit nærvær og sin oprigtige interesse en forskel for mange børn, der havde fået en svær start.

Jeg ved det, for jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med hende i 2005-2006. Rie mødte børnene der, hvor de var. Hun forstod børn på en måde, som de færreste voksne kan.

Det forunderlige og fantastiske ved Rie var, at hun både kunne være en fortrolig, en festkammerat og en forkæmper. Nogle gange det hele på én gang. Derfor betød hun så meget for så mange. For mig har hun været et livsvidne og et forbillede.

Hun valgte mit første jakkesæt og mit første slips.

Hun besøgte mig både i Beirut og Bruxelles. Hun lærte mig at lave stegt flæsk med persillesovs, at forsvinde i bøgerne, og at man skal slås for det, man tror på.

Jeg var ofte hos hende i dagevis. I 2016 inviterede jeg Rie på fodboldrejse i Skotland. Hun havde altid drømt om at se det land, som hun kun kendte fra sine krimier. Det var en skøn tur, som vi talte meget om, indtil demensen begyndte at sætte sit præg de sidste år.

Intet var vigtigere for Rie end hendes datter Fridda og børnebørnene Eddie og Robin.

Hun efterlader sig desuden Friddas mand Martin, Friddas bror Laurits og Ries fire søstre Dorte, Rikke, Lotte og Janne.

Æret være hendes minde.

Andreas Marckmann Andreassen er chefredaktør på Fagbladet Folkeskolen, direktør og forfatter. Han er søn af Rie Andreassens søster, Janne.