Vild med ramsløg og andet godt fra skovbunden? Sådan finder du nemt det grønne guld
Ramsløg, ene og skovsyre. Selvom det er koldt, kan du stadig finde masser af råvarer i naturen.
For mange mennesker er duften af forår duften af løg.
Ramsløg.
Allerede i januar dukker de første små grønne skud frem, og helt frem til juni kan du høste bladene fra den hvidløgslugtende plante.
Dorte og Tom Pedersen, der bor i Uggelhuse ved Randers, udgiver 29. februar en ny kogebog fyldt med ramsløg-opskrifter. Bogen blev til, efter de selv begyndte at eksperimentere med den grønne plante, som du kan finde i naturen.
De lavede først de klassiske opskrifter, og da de manglede ny inspiration, fandt de ud af, at der ikke fandtes en ramsløg-kogebog. Derfor valgte de selv at skrive en.
Ægteparret har ikke altid været interesserede i ramsløg. Det kom først, efter de for tre år siden flyttede til landsbyen ved Randers Fjord. En lokal kok fortalte dem nemlig om, hvor de kunne finde ramsløg, og hvad de kunne bruge dem til.
Forfatterparret ønsker dog ikke at afsløre det præcise sted, hvor de henter deres ramsløg - kun at det er i en skov ved Uggelhuse.
Vokser omkring Auning
Hvis du nu er blevet nysgerrig og gerne selv vil prøve at lave mad med ramsløg, så er det bare om at komme i gang med at plukke.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor du skal begynde din ramsløgjagt?
Du kan blandt andet bruge appen ’Vild Mad’, der er gratis. Her kan du både lære om, hvad du kan sanke (eller samle), hvor du kan sanke, og hvad du slet ikke skal sanke.
Ifølge Vild Mad kan du eksempelvis finde ramsløg i Tårup Skov, Løvenholm Østerskov, i området omkring Industrivej i Auning på Djursland og i den nordlige del af Ørsted. Derudover kan man, viser app’en, finde ene og skovsyre ved kysten vest for Fjellerup Strand.
Allerede nu er de første ramsløgskud på vej frem, og helt frem til juni kan du høste plantens blade.
Der er dog en ting, som du skal være opmærksom på, inden du farer ud for at sanke ramsløg. Planten kan nemlig godt minde om de giftige planter liljekonval og høsttidløs.
Ifølge Fødevarestyrelsen er ’nulre-tricket’ den nemmeste måde at sikre sig, at det er ramsløg, man har sanket. Ramsløg har nemlig en kraftig hvidløgsagtigt duft, der bliver aktiveret, når man nulrer bladene. Det har hverken liljekonval eller høsttidløs.