Fortsæt til indhold

Hvem vil du invitere på suppe?

Maltfabrikken lancerer Suppeprojektet, der går ud på, at man inviterer fremmede hjem på suppe.

Samfund
gs

Hvad kan der ske, hvis man inviterer nogle, man ikke kender hjem til aftensmad? Det kunne være den nabo, som man aldrig rigtig har talt med, nogle på vejen, som man godt kunne tænke sig at lære at kende, eller måske et menneske, som man ikke umiddelbart forstår. ”

Invitér på en skål hjemmelavet suppe og se hvad der sker”, lyder opfordringen fra Maltfabrikken, som netop nu lancerer sit nye initiativ: Suppeprojektet, der foreløbig foregår en mandag om måneden frem til sommerferien.

Initiativet udspringer fra Spiren, Maltfabrikkens madværksted, hvor projektleder Amalie Vilslev og eventkoordinator Latifa Lykke blandt andet undersøger, hvordan kulturhuset kan være med til at skabe nye møder, forkorte afstande mellem mennesker og sætte nye bevægelser i gang, også udenfor Maltfabrikkens egne rammer.

Latifa forklarer:

»Fællesspisning med mange gæster er en fast tilbagevendende begivenhed på Maltfabrikken. Med suppeprojektet foregår både madlavning og måltid hjemme hos deltagerne. Det handler stadig om nye møder mellem mennesker, men formatet er anderledes.«

De to initiativtagere lægger ikke skjul på, at suppeprojektet kræver lidt mod af deltagerne. Som Amalie siger:

»For de fleste vil det nok være et skridt ud af komfortzonen, både for den der åbner sit hjem for en fremmed eller næsten-fremmed, og for den der tager imod invitationen. Men vi håber, at mange vil få lyst til at prøve situationen af, og forhåbentlig få en positiv oplevelse der kan føre noget nyt med sig.«

Suppeprojektet er baseret på et lignende projekt i Aarhus af Morten Nottelmann, som også har hjulpet Latifa og Amalie i gang med koncept og opskrifter. Desuden vil en række lokale producenter blive involveret, da suppeprojektet baserer sig på lokale råvarer. Ved de indledende øvelser i februar blev grøntsagerne leveret af Trustrupgaard, mens brødet kom fra Go’ Kaffe i Skindergade.