Fortsæt til indhold

Er du også træt af smalltalk hos frisøren? Her er løsningen

Nu kan man booke en "stille stol" hos frisørsalonen Park by Hair Trends.

Samfund

I frisørstolen skal der smalltalkes. Sådan har det altid været. Men nu gør frisørsalonen Park by Hair Trends, der har saloner i Hammel og Hinnerup, det muligt at booke en ”stille stol”.

Når man booker sin tid online, bliver man simpelthen præsenteret for muligheden for at bestille en ”stille stol”, hvilket kort og godt betyder, at når frisurevalget er talt igennem, så er der stille.

»Kunden får mulighed for at nyde behandlingen i fred og ro. Det, tror vi, tiltaler mange, fordi folk jo får en mere og mere stresset hverdag. På den her måde slipper man for den måske lidt grænseoverskridende situation, hvor en kunde er nødt til at sige: ’Jeg gider faktisk ikke snakke med dig i dag’,« siger salonernes ejer, Mette Gade Jørgensen.

»Selvom vi frisører jo har udviklet en ret god evne til at spotte, om kunden ønsker at snakke eller ej, så er det bare meget rart for os, at der er helt rene linjer,« tilføjer hun.

Kan være befriende

Park by Hair Trends spurgte salonens følgere på Facebook, om der var interesse for den her mulighed, og det var der i den grad.

»Halvdelen af de personer, som svarede, skrev, at det kunne de godt tænke sig,« siger salonejeren og fortsætter:

»Vi begyndte tiltaget for en uges tid siden, og lynhurtigt kunne vi se på bookingerne, at folk benytter sig af muligheden – både mænd og kvinder. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt det gik.«

Mette Gade Jørgensen forklarer, at det faktisk også for frisøren er ret rart at kunne hvile stemmebåndet lidt.

»Vi har jo mange kunder igennem i løbet af dagen, så for os kan det egentlig også være befriende, at vi ikke behøver at smalltalke, men bare kan koncentrere os fuldt ud om det faglige.«

Og nå ja, ydelsen koster naturligvis ikke ekstra.