Fortsæt til indhold

Bekker Dans vender 'hjem' til Rønde med Kathrine Bekker som den nye dansekaptajn

Danseskolen Bekker Dans genopliver gamle dansefodspor i Rønde med et frisk pust.

Samfund

I dansens magiske verden er en gammel kending tilbage i Rønde - og denne gang med den energiske Kathrine Bekker, 36, ved roret.

Bekker Dans bærer stolt på skuldrene en imponerende 80-årig dansetradition. Det hele begyndte tilbage i 1944, da Kathrine Bekkers oldefar og oldemor, Thore og Karen, satte gang i danseskolen i Lime. Siden da har Bekker Dans været en livlig base for danseglade børn, unge og voksne.

I 2015 overtog Kathrine Bekker stafetten som den fjerde generation i dette danseskole-dynasti, efter sin far, Morten Bekker. Og nu er hun klar til at sprede glæde og rytme i Rønde.

Kathrine Bekkers faster, Mette Bekker, stoppede i Rønde for et par år siden og gav her danseskoene videre til sin mangeårige elev og instruktør, Maja Pedersen, 41.

Hun startede op under navnet, Dance2Day for at holde tingene klare og enkle og markere, at hun var sin egen i respekt for Bekker-traditionerne

Maja Pedersen takker af ved afdansningsballet 17. marts, hvor Kathrine Bekker kommer forbi og hilser på. Pressefoto

Hænger ikke sammen

Nu har Maja Pedersen besluttet at lægge op, og derfor fryder hun sig over, at Kathrine Bekker stod klar, da hun skulle finde en afløser.

»Jeg kan ikke længere få hverdagen til at hænge sammen med familie, børn og fuldtidsjob ved siden af dansen,« siger Maja Pedersen, der har danset uafbrudt, siden hun var tre.

»Jeg har danset hiphop, disco og pardans på konkurrenceniveau tidligere og har haft en skøn tid. Beslutningen er modnet over et stykke tid selvfølgelig, men jeg er helt afklaret,« fastslår Maja Pedersen, der også tidligere har haft danseskoler i bl.a. Grenaa og sin første hjemby, Ebeltoft.

Fremover skal hun udelukkende arbejde fuldtids som security i Aarhus Airport. Et job, hun fik tilbudt, da hun havde gennemført uddannelsen.

Vild glæde

Kathrine Bekker, der bor i Randers, er vendt tilbage til dansen efter nogle års pause, mens hendes to børn var helt små.

Nu har de nået en alder, hvor der er plads til, at mor kan genoptage sin passion for at undervise børn, unge og ældre i dansens mysterier.

Jeg glæder mig helt vildt
Kathrine Bekker

Hun har allerede hold i både Hobro og i Stevnstrup.

Dem kører hun sideløbende med, at Rønde også kommer med i ugeplanen.

»Jeg er født i Grenaa og har selvfølgelig været en del af familiens dansetraditioner på Djursland. Derfor har jeg haft en drøm om at komme tilbage, så da Maja spurgte, skulle jeg ikke bruge lang tid til at beslutte mig,« siger Kathrine Bekker.

Hun begynder formelt 1. april, men hun har aftalt med Maja Pedersen, at hun til dennes afsluttende afdansningsbal den 17. marts dukker op i Rønde Idrætscenter og hilser på.

»Jeg glæder mig helt vildt. Også fordi jeg ved, at Maja har gjort det fantastisk. Derfor er jeg sikker på, at det bliver meget lettere at komme tilbage.«

Kathrine Bekker vil fortsætte, hvor Maja Pedersen slipper. Derfor fortsætter Mille Hougaard, som har været ansat i Dance2Day, i Bekker Dans-regi.

»Det bliver hver tirsdag fra klokken 16 i Rønde frem til sommerferien, hvor danserne lige får mulighed for at hilse på giraffen,« griner Kathrine Bekker.

Efter sommerferien begynder så den lange vintersæson.

Dans er for alle, og jeg oplever, at interessen er usvækket
Maja Pedersen

Fra tre til firs år

Maja Pedersen har i denne sæson haft seks hold, mens hendes medinstruktør, Mille Hougaard, har haft to.

»Dans er for alle, og jeg oplever, at interessen er usvækket, selvom man i det digitale univers tilbydes kurser og alt muligt. Jeg har haft dansere, der har spurgt mig, om jeg kan hjælpe dem, fordi de ikke forstår, hvordan de skal gøre efter at have studeret en video på You Tube,« griner Maja Pedersen.

»Et godt eksempel på, at det kræver fysisk tilstedeværelse for at lære at danse, ligesom man heller ikke bliver en del af et fællesskab ved at danse med sig selv foran computerskærmen. Netop fællesskabet er også en vigtig del af det at gå på danseskole,« supplerer Kathrine Bekker.

Begge kan nikke genkendende til, at dans er for de yngste til de ældste.

»De starter, når de er tre, og jeg har fortsat pardansere, som er over 75,« siger Maja Pedersen.

Kathrine Bekker nikker til, at især de 3-6 årige og pardans har en høj hitrate.

»Pardansere er både unge på tyve og ældre mennesker. Mange bruger pardansen til at styrke parforholdet, samtidig med at de får nye relationer og bliver dygtigere til at danse. Jeg har et hold i Hobro, hvor jeg kan se, at det er fast tradition, at de efter dansen skal et smut ud i cafteriaet og nyde en kop kaffe eller et glas vin, inden de kører hjem,« siger Katrine Bekker.

Kathrine Bekker (til venstre) og Maja Pedersen (til højre) i en elegant danseduel, symboliserer skiftet mellem generationerne hos Bekker Dans. En smuk fusion af fortidens traditioner og fremtidens danseglæde."

Overtager elevkartoteket

Der er lidt økonomi forbundet med et sådan skifte.

»Det er nu kun symbolsk. Jeg køber Majas elevkartotek,« forklarer Kathrine Bekker.

De har kendt hinanden i mange år. Ved hvad hinanden står for på dansegulvet.

»Jeg begyndte hos Bekker Dans som tre-årig. Nu er jeg 41 og har altid været tæt på familien. Derfor kan Kathrine også ringe, hvis hun en dag lige er i bekneb. Det ved hun,« siger Maja Pedersen.

Selv kommer hun kun til at danse i festlig sammenhæng. Hvem ved - måske i ankomsthallen i Aarhus Airport?

»Hvis jeg engang skulle få lyst igen, bliver det som elev hos Kathrine,« smiler den snart afgåede.