Fortsæt til indhold

Efter velbesøgt og usædvanligt årsmøde: Ældre Sagen bør råbe højt om ubalance mellem folkepension og lønudvikling

Forslag fra medlem om at være mere synlig i medierne omkring den stigende ubalance mellem folkepensionen og lønudviklingen på arbejdsmarkedet tages videre til landsbestyrelsen.

Samfund
gs

Tirsdag 5. marts blev der afholdt et velbesøgt årsmøde i Ældre Sagen Ebeltoft/Mols på Maltfabrikkens Kulturloft.

Her aflagde bestyrelsen blandt andet en fyldestgørende beretning om de mange alsidige opgaver, Ældre Sagen har både lokalt, kommunalt og landspolitisk.

Det, der fylder mest i programmet, er de mange arrangementer med musik, fællesspisninger og udflugter, men det vigtigste for Ældre Sagen er de mange ugentlige besøg mellem besøgsværter og besøgsvenner, morgensnak og deltagelse som bisiddere ved de tit vanskelige samtaler med sundhedsvæsnet, socialforvaltningen og bankrådgiveren, hvis ikke der er pårørende, der kan deltage.

I Ebeltoft lokalafdeling, som dækker Ebeltoft og Mols områderne, er der 3.568 medlemmer og 83 frivillige.

Formand Aase Bang fremlagde blandt andet også nogle af de mange planer for aktiviteter, der er under planlægning. Det kan man følge med i i Ebeltoft Folketidende, nyhedsbreve og Facebookopslag, der også i det kommende år vil være den primære informationskilde til medlemmerne.

For første gang i mange år havde et medlem indsendt et forslag. Det omhandlede en opfordring til Ældre Sagen om at være mere synlig i medierne omkring den stigende ubalance mellem folkepensionen og lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Bestyrelsen og forsamlingen bakkede op om forslaget og vil bære det videre til landsbestyrelsen.

Valg af bestyrelse gav to nye bestyrelsesmedlemmer Birgit Rasmussen og Gunner Sørensen, da Jens Brendorp og Erik Møller havde valgt ikke at genopstille. Begge fortsætter med andre frivillige opgaver.

Øvrige bestyrelsesmedlemmer og suppleanter modtog genvalg.

Bestyrelsen består nu af formand Aase Bang, 1. næstformand Steen Myrwick, 2. næstformand Hanne Skov, kasserer Åse Bønløkke, sekretær Flemming Nygaard, webmaster Svend Erik Kjær Laursen, koordinator faste aktiviteter Gunner Sørensen, socialhumanitær ansvarlige Susanne Mølgaard og Birgit Rasmussen. Suppleanter er våger ansvarlig Kristine Roel og scootertur ansvarlig Jens Bloch.