Fortsæt til indhold

Ved vejs ende: »Det har været fantastisk at komme tæt på de unge«

Efter nogle spændende måneder for en gruppe unge i Skanderborg Kommune nærmer første forløb i projektet Potentialet i Fokus sig sin afslutning.

Samfund
sra

Projektet Potentialet i Fokus, ledet af SAHsamfund med støtte fra Tuborgfondet og partnere Jytas og Djurslands Bank, har til formål at styrke unges muligheder på arbejdsmarkedet gennem praktisk erfaring og netværksopbygning.

Nu nærmer første forløb sig sin afslutning, skriver SAHsamfund i en pressemeddelelse.

Under forløbet har samarbejdspartnerne Djurslands Bank og Fit og Sund præsenteret de unge for metoder til at håndtere privatøkonomi og sundhed med det formål at give dem optimale forudsætninger i livet gennem sunde vaner.

For at opretholde de unges motivation har Karrierecoach.dk bidraget til at facilitere forløbet.

Projektleder for SAHsamfund, Morten Balling, har også selv fået meget ud af forløbet:

»Det har været meget spændende at følge de unges individuelle forløb, som har ført dem vidt forskellige steder hen. Det er fantastisk at komme tæt på de unge, og jeg kan mærke, at jeg personligt bliver motiveret af at hjælpe dem godt videre i livet.«

Skanderborg Kommune er også positiv over for samarbejdet, og områdechef for Arbejdsmarked og Social hos Skanderborg Kommune, Kathrine Rud-Clemmensen, udtaler:

»Begge parter har været glade for forløbet, og de unge mennesker der har været igennem forløbet, er også positive i forhold til deres udbytte heraf. Fra vores side opleves SAHsamfund som en kompetent og fleksibel samarbejdspartner.«

Selvom forløbet nærmer sig sin afslutning, er det kun begyndelsen for Potentialet i Fokus, og Morten Balling opfordrer flere virksomheder til at engagere sig:

»Vi har været meget glade for de virksomheder, som har taget et socialt ansvar og bidraget med oplæg og praktikpladser. For at skabe flere muligheder vil jeg meget gerne have endnu flere virksomheder med, som kan bidrage med praktikpladser, sparring, virksomhedsbesøg og -oplæg eller som partner i SAHsamfund. De unge har behov for, at vi yder en indsats for at hjælpe dem. Hvis SAHsamfund skal fortsætte arbejdet, skal vi løfte i flok.«

Med fortsat engagement og støtte fra både virksomheder og lokalsamfund kan Potentialet i Fokus fortsætte med at gøre en positiv forskel i Østjylland - og forhåbentlig også i andre kommuner i fremtiden.