23 lejligheder med smuk udsigt på vej i Skanderborg
23 lejligheder er på vej i krydset Banegårdsvej og Krøyer Kielbergs Vej i Skanderborg.
Er man kommet til Skanderborg via Banegårdsvej i løbet af de seneste uger, har man ikke kunnet undgå at lægge mærke til den øgede aktivitet på hjørnet af Banegårdsvej og Krøyer Kielbergs Vej.
To huse på hjørnet er jævnet med jorden, og inden længe begynder opførelsen af et nyt etagebyggeri med 23 lejligheder.
»Det har været omtalt i byen i mange år, og i og med, at jeg har udviklet et andet sted i byen og kender byen, så faldt jeg for den plet her. Jeg kunne se, at der ikke var sket noget, så jeg gik i dialog med tidligere ejer om at overtage det. Jeg vidste, at der var en byggetilladelse her, så vi ville gerne bare i gang. Vi overtog det i juli 2023,« lyder det fra Brian Laursen fra Skanderborg, der sammen med Carsten Jæger, Tranbjerg, nu skal opføre byggeriet, der har fået navnet Udsigten.
De fortæller, at lejlighederne får kig ud over søen.
»Det bliver dejligt at få et ellers nedslidt område højnet og give lidt tilbage til byen. Huset, der lå her, havde der ikke boet nogen i i mange år. Det bliver lidt en byport, synes vi. Der er mange, der bruger pendlerpladsen her, så det første man møder er jo sådan set vores bygning,« siger Brian Laursen.
Carsten Jæger supplerer sin kompagnon.
»Vi har haft stor fokus på arkitekturen og stilen. Både med forskellige tagflader, der er bygget sammen, farvevalg, terrasser, udearealer og alt det andet.«
Favner bredt
Planen er, at de to kompagnoner selv vil beholde byggeriet og stå for udlejningen af de 23 lejligheder, der bliver af forskellige størrelser i et eller to plan.
»Vi håber at favne bredt, så alle kan bo her. Der er både til den enlige og den store børnefamilie,« siger Brian Laursen.
Nogle af lejlighederne er også delevenlige til eksempelvis studerende i Aarhus, der gerne vil bo i noget lækkert. Der vil være elevator i bygningen med orangeri og tagterrasse. Der bliver parkeringspladser til alle boligerne med mulighed for at lade sin elbil.
På toppen i den ene bygning kommer en tagterrasse, der bliver også et fællesrum, og i bunden af den bygningen bliver der et orangeri, der går ud til et stort grønt område.
»Vi har forsøgt at skabe beboernes egen lille oase herinde med de her små åndehuller med et orangeri, græsplænen hvor man kan have sin egen tomatkasse til at gro og et fælleslokale til børnefødselsdage eller hvad man vil. Det er noget unikt - også for byen, for det har jeg faktisk ikke set andre steder i Skanderborg, at man har sådan et fælleshus, så det tror jeg, folk vil tage godt imod,« lyder det fra Brian Laursen.
Håbet er, at beboerne vil lave noget sammen.
»Det står dem frit for. Hvis vi har skabt rammerne, og så må de selv sørge for resten. Vi har prøvet at lave rammerne til noget godt.«
Går snart i jorden
I begyndelsen af april går de i gang med betonklodserne til parkeringspladserne og umiddelbart efter det går de i jorden.
Hvis alt går efter planen, står byggeriet færdig til foråret næste år.
»Vi håber at være klar til at leje de første lejligheder ud allerede i april,« lyder det fra makkerparret, der gør klart, at man i byggeperioden er meget velkomne til at kigge på og spørge ind til projektet.
»Vi har gennem det hele haft en god dialog med naboerne, og de kan også bare tage fat i mig fremadrettet. Jeg kommer til at gå hernede,« siger Brian Laursen.