Solrigt Syddjurs: Brager frem med solcelleprojekter
Syddjurs Kommune styrker grøn energi med ny lokalplan for solcelleanlæg mellem Kolind og Nødager.
Syddjurs Kommune tager endnu et skridt mod grønnere energi med godkendelsen af en ny lokalplan for et solcelleanlæg mellem Kolind og Nødager.
Den nye lokalplan muliggør opførelsen af et solcelleanlæg på et areal på op til 100 hektar inden for et planområde på 122 hektar.
Når anlægget står færdigt, forventes det at kunne forsyne strøm til over 20.000 husstande i kommunen, hvilket er et betydeligt skridt i retning af at sikre lokal energiforsyning.
Med godkendelsen af den tredje lokalplan er der nu planlagt solcelleanlæg på et samlet areal på ca. 200 hektar i Syddjurs Kommune. Yderligere tre lokalplaner for solcelleanlæg forventes at blive behandlet i løbet af 2024 og 2025, hvilket vil øge kapaciteten betydeligt.
De første to lokalplaner for solcelleanlæg ved Mesballe og ved Høegholm Gods blev endeligt godkendt af Syddjurs Byråd i marts 2023.
Godset ligger ud til A 15 hovedlandevejen mellem Århus og Grenå.
Tre mere
Den næste og fjerde lokalplan for solcelleanlæg er ved Dalsgaard 1,5 km vest for Pindstrup. Solcelleanlægget foreslås placeret øst for Auningvej, mellem Ring og Kastrup, i et område der i dag drives som intensivt landbrug.
Forslaget til denne lokalplan har netop været i høring og forventes behandlet i byrådet inden sommeren.
Den femte og sjette lokalplan for solcelleanlæg er ved Margrethelund nord for Ryomgård og Sophie-Amaliegård vest for Hornslet.
Arbejdet med en lokalplan for Margrethelund er igangsat, og forslag til lokalplan forventes behandlet i starten af 2025.
Arbejdet med en lokalplan for Sophie-Amaliegård blev igangsat i februar 2024.