Fortsæt til indhold

Én aarhusianer skylder over 200.000 kr. i p-afgifter: Nu skal det koste bilen

Rabih Azad-Ahmad (RV), rådmand for Kultur og Borgerservice, foreslår, at det skal være muligt at tage pant i biler, hvis ejere systematisk lader være med at betale p-afgifter.

Samfund
jwh

211.381,64 kroner.

Så stor er den gæld, som en enkelt aarhusianer skylder for i alt 250 ubetalte parkeringsafgifter, viser en opgørelse fra Aarhus Kommune.

Bilejeren er dog langt fra alene om at lade være med at betale prisen for de gule bonner i forruden.

Helt nye tal viser, at borgernes gæld til Aarhus Kommune nu er steget til samlet 444 millioner kroner - heraf udgør ubetalte parkeringsafgifter mere end 18 millioner kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Kultur og Borgerservice.

»Det er helt urimeligt, at nogle tilsyneladende spekulerer i ikke at betale deres gæld til kommunen. Den samlede gæld nærmer sig en halv milliard kroner. De penge bør bruges på velfærd frem for at forsøde livet hos dem, der snyder fællesskabet,« sigerrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV) i pressemeddelelsen.

Det er baggrunden for, at han nu vil sætte massivt ind mod borgernes stigende gæld til kommunen. Konkret foreslår han, at borgerne i højere grad skal trækkes i løn og offentlige udbetalinger, hvis de ikke betaler deres gæld.

Samtidig skal Gældsstyrelsen gøre brug af muligheden for at tage pant i bilerne, hvis ejerne systematisk lader være med at betale deres p-afgifter og lader gælden løbe løbsk.

Alternativt skal man åbne op for, at kommunerne selv kan tage pant i bilerne, siger han i pressemeddelelsen.

»Når nogle få kan have så mange ubetalte P-afgifter, er det et tegn på, at vi lader dem slippe for nemt. Jeg vil derfor nu opfordre til, at vi strammer reglerne og tager pant i ejernes biler, eller helt inddrager bilerne til gælden er betalt. Har man råd til en bil, så må man også have råd til at betale, når man parkerer ulovligt,« siger Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen.

Borgernes gæld til kommunen er i 2023 steget med samlet 2,3 millioner kroner. Det svarer til en lille stigning på 0,5 procent. Stigningen er væsentligt mindre end forventet, og det skyldes i særdeleshed, at der i 2023 er afskrevet et samlet beløb på 32,9 millioner kroner - altså gæld, som det offentlige helt har opgivet at opkræve, fremgår det af pressemeddelelsen.