Fortsæt til indhold

Skeletter og ruiner er dukket op i bymidte

I forbindelse med renoveringen af en central midtby-plads er arkæologer stødt på flere fund fra Randers’ middelalder.

Samfund
ceb

Lige nu er Randers Kommune i gang med at forskønne Slotspladsen i Randers. Der bliver mere grønt, mere plads til ophold og ryddet op i udateret inventar.

I den forbindelse er Museum Østjylland gået i gang med en arkæologisk undersøgelse af pladsen. Her har de fundet rester af Gråbrødreklostret, som lå på stedet i middelalderen. Det oplyser museet.

Klostret blev grundlagt i 1236, og det var i brug gennem hele middelalderen helt frem til reformationen, hvor den daværende konge overtog det og byggede det om til slottet Dronningborg.

Hele pladsen og dele af det nuværende Slotscenter var dengang dækket af Gråbrødreklostret, der var et stort anlæg med fire fløje.

I middelalderen, da der på Slotspladsen lå et kloster, blev der også begravet mennesker der. Her er en af de begravelser, som arkæologer har fundet rester af under udgravning. Foto: Museum Østjylland

»Det er rester fra klostrets vestlige fløj, som Museum Østjyllands arkæologer er stødt på. Udover klosterruinerne er der fundet flere begravelser, som stammer fra klostrets funktionstid,« fortæller museet.

Den arkæologiske udgravning forventes afsluttet omkring påske. Selve arbejdet med at forskønne Slotspladsen er færdigt i slutningen af maj.