Havet gisper efter luft: Sammen kan vi hjælpe
På et møde i Knebel blev det diskuteret, hvordan vi kan passe bedre på livet i havet.
I Havsamarbejdet Østjylland kæmper syv kommuner for at redde de døende farvande. Ligesom havet kender iltsvind og fiskedød nemlig ikke til grænser.
Samarbejdets formand, Syddjurs’ borgmester Michael Stegger Jensen, inviterede 3. april sin kollega fra Middelfart, Johannes Lundsfryd Jensen, og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, til Knebel Vig - et område plaget af iltsvind under den smukke overflade.
På mødet drøftede deltagerne, hvordan kommuner, lokale aktører og landsdækkende organisationer som Danmarks Naturfredningsforening kan inspirere hinanden til at passe bedre på livet i havet.
Plaget af iltsvind
Man startede med en fælles gåtur rundt på Knebelbro havn. Her kunne deltagerne ved selvsyn opleve farvandet, som under den smukke overflade er plaget af iltsvind.
Knebel Vig er speciel, fordi der er et 18 meter dybt hul i havbunden lige ved indsejlingen. Der er ingen ilt, fordi algerne synker ned på bunden og rådner. Samtidig er vandudskiftningen begrænset i området, og det skaber en farlig kombination.
Herefter fortsatte mødet med oplæg om Havsamarbejdet Østjylland og drøftelser om, hvordan kommunerne kan inspirere hinanden, dele viden og ideer. Havets udfordringer kender som bekendt ikke til kommunegrænser, og det bør løsningerne heller ikke gøre.
Michael Stegger Jensen, borgmester i Syddjurs Kommune, siger:
»Jeg er meget glad for, at Havsamarbejdet Østjylland vækker interesse andre steder i Danmark. Vi er omgivet af hav, og vandet er en del af vores identitet og selvforståelse, uanset hvem man er, og hvor man bor. Jeg håber, vi på tværs af kommuner, foreninger, organisationer og græsrødder kan samarbejde endnu mere for at redde livet under havoverfladen.«
Må ikke samle støv
I Middelfart ligger Naturpark Lillebælt, som er et samarbejde mellem Fredericia, Kolding og Middelfart Kommuner. Det er en marin naturpark, som strækker fra Trelde Næs til Hejlsminde. I naturparken arbejder man blandt andet på at uddanne naturvejledere, skabe ”havhaver”, stenrev og observationsposter.
Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune, siger:
»Havet kender og respekterer ikke kommunegrænser. Derfor er det vigtigt, at vi er fælles om løsningerne - både på tværs af kommuner, regioner og organisationer. Men for at vi kan komme i mål og sikre et godt havmiljø, hvor der igen er masser af liv og ikke kun døde havbunde, så kræver det akut handling fra regeringen og Christiansborg i dag og ikke i morgen.«
Han fortsætter:
”Derfor er det bogstavelig talt livsnødvendigt for havet, at regeringen finder ud af, hvordan de vil bruge de allerede afsatte millioner fra finansloven til Lillebælt. Det kommer nemlig ikke havmiljøet til gavn, at pengene bare står og samler støv. Vi ved, at det hjælper på livet i havet, når vi for eksempel lægger stenrev. Det har vi gjort enkelte steder som med torskestenrev i Tybrind Vig og smoltrev ved udmundingen af Stor Å ved Varbjerg, men der er brug for langt flere indsatser.«
Gennemslagskraft
Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN), siger:
»Det er meget glædeligt, at kommunerne forener kræfterne til gavn for havet. For vi har i den grad brug for, at borgere og politikere langs vores kyster råber op og kræver handling, der kan genoprette livet vores kriseramte hav. Og at kommunerne selv går foran med konkrete initiativer, som dem Havsamarbejdet i Østjylland og Naturpark Lillebælt står for.«
Havsamarbejdet Østjylland består af Syddjurs, Samsø, Odder, Norddjurs, Horsens, Hedensted og Aarhus kommuner.