Fortsæt til indhold

Lars Lilholt med til at fejre Karen Margrethe Fogh Nielsens 70-års fødselsdag

Nørre Djurs HK-formandens 70-års fødselsdag blev markeret på festlig vis. Karen Margrethe Fogh Nielsen er håndboldformand på 36. år.

Samfund

I en verden med mange hårdtarbejdende og engagerede enkeltpersoner er der få, der når status som en legende, mens de endnu er midt i deres gerning.

Karen Margrethe Fogh Nielsen er en af få levende legender i ordets gammeldags og mest rigtige forstand.

Opflasket med håndbolden siden sine unge år overtog hun formandsposten for Nørre Djurs HK i 1988 og har bestridt opgaven siden.

Meget imponerende.

Karen Margrethe Fogh Nielsen og Lars Lilholt blev hyldet for hver sit enestående bidrag til, at Nørre Djurs HK er en forening, som der står ry om. Foto: Nørre Djurs HK

Kulturbærer

Gennem årene har hun været en utrolig drivkraft i både sin klub og lokalområdet. Hun er om nogen eksponent for den særlige klub- og håndboldkultur, der er så stærk og kendetegnende for Nørre Djurs HK.

Karen Margrethe Fogh Nielsen har ikke blot været formand for sin klub i snart 40 år, men også en inspirator, motivator og tovholder for et helt lokalsamfund, hvor håndbolden er et samlingspunkt for generationer af mennesker fra vugge til grav.

Hendes evne til at rekruttere og fastholde frivillige hjælpere og trænere har været afgørende for klubbens succes, og hendes engagement har været en kilde til inspiration for mange mennesker.

Hendes mand, Knud Ove Nielsen, er fortsat holdleder for det bedste herrehold i klubben, der netop er rykket op i 1. division.

I 2017 kunne Karen Margrethe Fogh Nielsen fejre 25-års jubilæum som bogholder ved Olrik i Grenaa. Trofast det er hun, må man sige.

Lilholt kiggede forbi

I fredags fejrede Nørre Djurs HK formandens 70-års fødselsdag, og det var naturligvis en begivenhed, der ikke gik ubemærket hen.

Lars Lilholt kom forbi for at hylde hende. Netop de to har en historie sammen, der går over 30 år tilbage. Til dengang julikoncerterne i slotshaven på Meilgaard begyndte i det små med Lars Lilholt Band som trækkraft og hurtigt voksede sig store.

Altid med Lars Lilholt og hans musikere øverst på plakaten til denne sommerbegivenhed, der trækker folk til fra nær og fjern og leverer både en festaften til de mange koncertgængere og en solid pengekasse til Nørre Djurs HK til glæde for både store og små håndboldspillere i klubben.

Lars Lilholt fik også en særlig hyldestgave med hjem. En Nørre Djurs HK-trøje med nummer 10. Et trøjenummer, der er ikonisk både i håndboldens og fodboldens verden.

»Lilholt fik sin trøje nummer 10, som han selv som yngre har spillet i. Nørre Djurs-symbolikken er, at 10-tallet ofte bæres af betydningsfulde spillere, og her er Lars Lilholt, selvom han aldrig har spillet en kamp i Nørre Djurs, en af dem.

Hans koncerter på Meilgaard i juli kan samle folk på tværs af generationer, og de skaber fællesskab og sammenhold. Vigtige værdier, som er hele kernen i det Nørre Djurs HK, vi gerne vil være kendt for,« siger Henrik Elkjær, ungdomskonsulent, altmuligmand, spiller og træner i Nørre Djurs HK.

For 31. gang

Nørre Djurs HK er igen klar til at åbne dørene til Meilgaard Slotspark til årets slotskoncert fredag 19. juli.

Billetsalget er i gang.

Atter er det med Lars Lilholt øverst på plakaten sammen med Birthe Kjær og Shu-bi-dua 2.0, der tidligere var kendt som Hardinger Band.

Det bliver den 31. gang, at Nørre Djurs HK er vært for denne begivenhed, der kombinerer dansk kultur, fællessang og fællesskab.

Shu-bi-dua 2.0, der fejrede 40-års jubilæum sidste år, fortsætter med at begejstre publikum med sine karakteristiske melodier og tidløse hits.

Lars Lilholt, en vedholdende spillemand, er klar til at bringe musikhistorien til live med sit band, og Birthe Kjær vil med sit Feel Good Band sprede glæde og dans for hele familien på det hvide slot.