Fortsæt til indhold

Kærlighed, musik og drømme: Simone Ellas danske debut

Mørke-pigen med musikalsk kæreste og bopæl i hjertet af Aarhus er aktuel med ny EP med fem numre. Release 14. juni.

Samfund

Hun er dejlig ukunstlet, smilende, underspillet humoristisk og møder en med en dejlig portion tillid.

Simone Ella, 22, har skrålet fra sine tidligere barndomsår hjemme hos forældrene i Mørke. Netop nu er hun ude med første nummer på de digitale platforme med forløberen til en kommende EP.

’Føler for meget’ hedder nummeret. Det er første gang, at Simone Ella synger på dansk.

Tidligere har hun primært udfoldet sig på engelsk, men det lavede et fem måneders højskoleophold på Den Rytmiske Højskole i Vig på Sjælland i 2023 om på.

»Her mødte jeg for det første en masse herlige mennesker, der kom for det samme som mig, nemlig musikken, og dernæst fik jeg både undervisning og nogle lærere, der var inspirerende og som jeg mødte en forståelse hos,« siger Simone Ella.

Egentlig hedder hun Møller Hansen til efternavn.

»Møller Hansen var lidt for håndboldagtigt, synes jeg. Derfor blev det til Ella i stedet. Det hed min oldemor.«

Simone Ella er lig med sjælfulde akkorder og inderlige sange, der emmer af følsomhed og et stænk af melankoli. Foto: Valdemar Braunstein

Mødte kæresten

Det var også på Den Rytmiske Højskole, at Simone Ella mødte sin jævnaldrende kæreste, Oliver Winther.

Møller Hansen var lidt for håndboldagtigt, synes jeg. Derfor blev det til Ella i stedet. Det hed min oldemor
Simone Ella

Han mødte frem fra Understed ved Sæby med en baggrund som klassisk guitarist.

Hjemme i parrets lejlighed i Guldsmedgade i Aarhus eksperimenterer han med elektronisk musik og lydcollager samtidig med at hjælpe sin kæreste med at folde drømmenes musikalske faner ud som både bassist og producer.

»Oliver er meget kreativ og dygtig til at producere musikken. Han har også sine egne projekter, som han arbejder seriøst med,« fortæller Simone Ella.

Det er Oliver Winther, der har komponeret den kommende single ’Du ser mig ikke’, mens Simone Ella har skrevet teksten.

»Han kom med guitarstykket og spurgte, om jeg kunne bruge det. Det sagde jeg ja tak til, for det er virkelig godt.«

Sammen med en guitarist og en trommeslager har Simone Ella et grydeklart band, som står klar til at backe hende op.

Hun har dog mest hidtil spillet enten solo eller sammen med sin guitarist, når hun har været ude.

»Jeg har netop fået en booker, som skal skaffe jobs til bandet. Det forventer jeg da giver noget,« siger Simone Ella, der har release på ’Du ser mig ikke’ den 17. maj.

»Det er nok et mere moderne popnummer end mine foregående ting. Vi lægger meget vægt på, at guitar, bas og trommer er håndspillet, men min kæreste har strøet noget elektronik ind over, og jeg synes, det løfter musikken.«

En nærbillede af Simone Ellas ansigt udstråler ægthed og passion, mens hun fordyber sig i sin musikalske verden. Foto: Valdemar Braunstein

Følsom og eftertænksom

Det var under opholdet på Den Rytmiske Højskole, at Simone Ella fik færden af at skrive på dansk. Lidt af et vovestykke måske, og så alligevel ikke.

»Jeg fik en ballast via undervisningen og nogle værktøjer, som det vist hedder på nudansk til at turde give mig i kast med danske tekster. Jeg vil sige, at nu falder det mig naturligt.«

Teksterne kommer først. Primært, når hun sidder og klimprer på guitaren. Når teksten er der, finpudses det musikalske udtryk i studiet.

Det er et Simone Ella singersongwriter-univers, hun skriver sig frem til. Miniportrætter af en purung piges tanker, eftertanker og følelser med et tydeligt stænk af melankoli og poesibog.

»Jeg er et følsomt gemyt, der er god til at leve mig ind i andre menneskers problemer, store og små, og gøre dem til mine egne uden, at det bliver for privat.«

Hun smiler.

»Men det er mine ærlige forsøg på at skrive på en måde, så jeg også rækker ud til mine lyttere.«

Sagt med den særlige Simon Ella-dialekt, som røber, at hun boede en stor del af sin barndom og ungdom i Mørke og involverede sig i livet her sammen med veninder, som hun fortsat har et tæt forhold til og mødes med.

De to største fans

Simone Ella er enebarn. Musikken fik hun ikke ind med modermælken. Men både hendes mor og far har støttet hende og gør det fortsat.

Mor er den meget praktiske og fornuftige. Faderen er hendes klart største fan sammen med Kristian Danielsen. De to er barndomsvenner fra Mørke.

Kristian Danielsen er musiker par excellence med eget velassorteret hjemmestudie, mentor for mange unge musikere i lokalmiljøet og selv guitarist og komponist i Blyfri 95.

Et orkester, der fra starten gjorde det til en dyd at spille pop efter model Bamses Venner og har haft succes med det.

»Min far mødte en dag Kristian og forklarede ham, at han havde en datter, der sang godt. Kristian er et meget åbent menneske, og han lyttede til mig. Det rørte tilsyneladende noget i ham, fordi det afstedkom, at han producerede min debutsingle ’Enough’ med stor begejstring. Jeg betragter Kristian og min far som mine absolut største fans,« griner Simone Ella.

Det er da også i Kristian Danielsens studie, at vokaler og bas bliver indspillet til den kommende EP. Her bliver musikken pudset af og får det touch, som gør numrene helt færdige.

Kristian Danielsen er fædrene ophav til Thomas Drachmann Danielsen, professionel trommeslager siden sin tidlige ungdom.

Mest kendt som ham, der holder rytmen bag Christopher, som han også er kapelmester for.

Klar til at studere

Simone Ella håber, at hun efter sommerferien kan starte på DMJX.

»Jeg har søgt ind på både journalist- og kommunikationsuddannelsen. Det håber jeg giver pote, men det afgør optagelsesprøverne.«

Kæresten har tilsvarende lagt billet ind på kreative uddannelser i Kolding.

Parret er dog enige om at blive boende i Aarhus, fortsat være der for hinanden og musikken.

Lige nu tjener Simone Ella de basale håndører, der giver til huslejen og aftensmaden, som studentermedhjælper på 20 ugentlige timer i Levende Musik i Skolen (LMS), det nationale kompetencecenter for koncerter og læring.

LMS producerer koncertturneer med fremragende danske og udenlandske musikere.

Fremtiden?

Man kan tydeligt mærke, at Simone Ella brænder for at lave musik og vil det til meget mere end til husbebov.

Derfor har hun også indstillet sig på, at der ikke gælder nogen kære mor i forhold til TikTok, videoindslag på de sociale medier og meget mere fra samme skuffe, som skal trækkes ud for at nå et større publikum.

»Jeg havde forsvoret, at jeg skulle lave en TikTok, men det er svært at, ja for ikke at sige umuligt at komme uden om. Jeg prøver at gøre det meget lidt overfladisk og skal kunne stå inde for det.«

Mørke-pigen, der startede tidligt med at synge 24-7 i en karaoke-midkrofon, så selv forældrene fortrød deres julegaveindkøb, siden fik fyldt sit musikværelse derhjemme op med alskens instrumenter fra diverse genbrugspladser og som 14-årig købte sig en ukulele og lærte sig selv at spille på den, før guitaren tog over, er cool og glad, når hun levende fortæller om fortid om fremtidsdrømme.

Hun blev kaldt ’Hippie’, mens hun læste HHX i Rønde og med hjertebanken udgav sin første single. Bange for kammeraternes reaktion, men de gav hende thumbs up.

Siden tog hun på idrætsefterskole, fordi hun troede, at gymnastik og dans lige var hende. Det var det ikke. Til gengæld blev der spillet musik, og hun fik venner for livet.

Guitaren?

»Jeg er ikke guitarist, men sanger. Jeg øver mig alt for lidt, men det bliver jeg nødt til for at komme videre. Det er ligesom en forudsætning for at kunne spille både solo, som duo og i band.«

Simone Ella ser frem til 14. juni, når EP’en kommer ud. Der venter fortsat et stykke arbejde, før de tre sidste numre sidder i skabet.