Bettina Buhl hopper ud i uvant tv-rolle, når hun tager Badehotellet i kokkeskole
Madhistoriker Bettina Buhl fra Det Grønne Museum har været fast konsulent på Badehotellet. Nu springer hun ud som tv-vært.
Hvis man er en af de mange tusinde danskere, der troligt har fulgt med i tv-serien Badehotellet og begræder dens afslutning efter 10 sæsoner, så er der nu trøst at hente. Endda med stor lokal hjælp.
Madhistoriker på Det Grønne Museum Bettina Buhl, der til daglig bor i Allingåbro, har igennem alle sæsoner af Badehotellet været fast konsulent på maden, der laves i hotellets køkken.
Badehotellet foregår fra 1928, hen over besættelses- og efterkrigsårene, og derfor har det historisk korrekte køkken spillet en stor rolle i tv-serien.
Nu springer Bettina Buhl imidlertid ud foran kameraet, når universet udvider sig med ’Badehotellets Kokkeskole’, der får premiere på TV2 Fri søndag 28. april. Samme dag som Badehotellet når sin afslutning på hovedkanalen.
Her er hun vært sammen med tv-kokken Claus Holm. De får selskab af skuespillerne Ulla Vejby, Mia Helene Højgaard, Merete Mærkedahl og Ena Spottag, som faste lærlinge i køkkenet.
De spillede karaktererne Edith, Otilia, Martha og Ane i Badehotellet, og hvor de i serien foregav at lave mad, skal de nu føre det ud i livet, når de skal lære at lave god gammeldags mad i seriens ånd.
Uvant rolle
Det er Claus Holm, der står for selve undervisningen, mens Bettina Buhl fortæller om datidens liv og kogekunst.
Bettina Buhl vedkender sig gerne, at den uvante rolle foran kameraet var en grænse, der skulle flyttes, men hun er samtidig beæret over at få lov til at formidle madhistorie til et meget bredt publikum.
»Det har været vildt sjovt at lave, og det har været fantastisk at lave det sammen med Claus Holm, som er en sindssygt dygtig formidler, der kan tage tingene ned i øjenhøjde. Det er rigtig vigtigt, når vi står med nogle af de her historiske retter, som kan se svære ud og kræve en masse håndelag, men måske ikke er så vanskelige, når man først får prøvet det,« fortæller Bettina Buhl.
Hun mener nemlig, at det nye madprogram kan være med til at genopdage nogle af de klassiske køkkendyder, som kan være i fare for at gå tabt i takt med travle hverdage, der kalder på nemme løsninger i hjemmekøkkenet eller takeaway.
»Vi har mistet noget af den kendskab til grundkøkkenet og råvarerne, som de tidligere generationer havde. Badehotellet fortæller jo blandt andet om en tid, hvor man ikke kendte til madspild. Man kunne ikke finde på at smide noget ud, så man udnyttede det hele. I programmet forsøger vi at komme bag om råvarerne både historisk og i forhold til, hvordan man bruger dem. Det er en maddannelse og en respekt for råvarerne, for vi er jo en generation, der ikke frygter at gå sulten i seng, fordi der er altid mulighed for at få mad,« siger Bettina Buhl.
Historiens krydderi
I Badehotellets Kokkeskole undersøger de medvirkende desuden, hvilken betydning det har for maden, når man bruger nogle af de klassiske køkkenteknikker og lidt knofedt fremfor moderne teknologi.
Alt sammen for at få en smag af historien.
»Virkeligheden er jo, at vi i dag har moderne redskaber, som vi som udgangspunkt lige så godt kan bruge. Men der er også nogle steder, hvor det giver mening at gå lidt tilbage i tiden og se, hvad det egentlig betyder, hvis vi lægger lidt mere tid og lidt armkræfter i det. Bliver resultatet bedre, eller gør det ikke? Det er i hvert fald med til at give den her stolthedsfølelse, at man for eksempel ikke valgte den nemmeste løsning, da man skulle have gæster, men i stedet startede dagen før og satte et eller andet over. Den rejse er jo enormt spændende,« siger Bettina Buhl.
Madhistorikeren håber derfor, at det nye program kan smages ude i de danske hjem.
»Jeg håber, det kan være med til at give et større kendskab til grundkøkkenet og de særlige og sjove historier, der er i maden. Jeg plejer at sige, at historien er det særlige krydderi, man putter i maden, som sætter gang i hele sanseapparatet. Så finder man ud af, at med nogle få ingredienser og lidt tid i køkkenet, så kan du genskabe oldemors køkken og få den der utroligt dejlige fornemmelse af, at det sol, sommer og søndag ligesom i barndomslivet,« konstaterer Bettina Buhl med et grin.
Udover de tidligere nævnte skuespillere får Badehotellets Kokkeskole også besøg af Sigurd Holmen Le Dous, Kamille Wenneberg, Hannah Gass Sibbesen, Mette Alvang, Bodil Jørgensen og Amalie Dollerup.