Fortsæt til indhold

Moment vinder pris: Håbet er at inspirere andre

Restaurant Moment i Rønde vinder Børsens pris 'Bæredygtig Case' i 2024 i kategorien 'Beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer'.

Samfund
mw

Restaurant Moment startede i 2016 som et bud på, hvordan gastronomi kan tænkes bæredygtigt – med et positivt klimaaftryk, øget biodiversitet og uden udledning af fremmedstoffer og kemikalier i miljøet.

Moment opførte et præfabrikeret biogent hus omgivet af en spiselig have, som også er en del af restaurantens forsyningskæde. Indfaldsvinklen til bæredygtighed har fra start været helhedsorienteret og ikke udelukkende fokuseret på fødevarer.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Siden begyndelsen i 2016 har Moment udviklet sig gastronomisk, men også i sine bæredygtighedsindsatser. Og det har Børsen nu valgt at anerkende med prisen ’Bæredygtig Case’ i 2024 i kategorien ’Beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer’.

Børsens pris 'Bæredygtig Case' i 2024 i kategorien 'Beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer' er blevet tildelt Restaurant Moment i Rønde. Pressefoto

»Prisen betyder meget for os,« siger Moments ejer, Rikke Storm Overgaard.

»Det er selvfølgelig altid vigtigt for os, at vores arbejde bliver set og anerkendt. Men vigtigst er det, at det giver en platform for at fortælle om vores arbejde i det håb, at det kan inspirere andre i forhold til, hvad vi opfatter som verdens måske vigtigste dagsorden lige nu,« tilføjer hun.

Moment har sit eget landbrug med henblik på at øge biodiversitet og lagre CO2 i jorden. Og i 2023 igangsatte Moment et samarbejde med blandt andre Aarhus Universitet, VIA University, Henning Larsen arkitekter, Borg Consult og Træværk for at studere biogene materialer i byggebranchen.

Tidligere på måneden kunne restauranten desuden præsentere Anna Mei Nielsen, en tjenerelev med flere priser, herunder ’Årets Hospitality Talent i 2023’. Hendes beslutning om at slutte sig til Moment skyldes ikke kun restaurantens anerkendte omdømme, men også dens hengivenhed overfor bæredygtighed og personligt tilpasset service.

Bæredygtighed og personlig service går hånd i hånd med Anna Mei Nielsens tiltrædelse på Restaurant Moment. Pressefoto

»Mine vigtigste principper og værdier er aldrig at gå på kompromis med kvalitet, og en stolthed i at tilpasse service til den enkelte gæst for at skabe den helt rigtige oplevelse,« sagde Anna Mei Nielsen i den forbindelse.