Den enes død - den andens brød: Mens Coop lider, brager Salling millardoverskud hjem
Salling Group har præsenteret et historisk flot regnskab, hvor man rundede en ny milepæl.
Der sker store ting og sager i den danske dagligvarehandel for tiden.
Coop kæmper for øjeblikket for livet, taber penge som aldrig før og er halvt om halvt blevet overtaget af energikoncernen OK.
Men mens den andelsejede koncern med Kvickly, SuperBrugsen og 365Discount i porteføljen har tabt mere end to milliarder, så har den aarhusianske rival, Salling Group, skovlet milliarder ind.
Salling har netop præsenteret årsregnskabet, der viser et driftsresultat på hele 2,4 mia. kr. i 2023. Samtidig har koncernen investeret over to mia. kr. i nye butikker, renoveringer, digitale løsninger og energiforbedringer.
Samlet set lyder årets resultat på 1,6 mia. kr. mod 972 mio. kr. i 2022, fremgår det af en pressemeddelelse.
»Efter 2023 står Salling Group med et historisk stærkt momentum, der giver os unikke muligheder for at accelerere udviklingen af vores forretning,« siger direktør Anders Hagh.
Regskabet bød også på en rekord, idet omsætningen for koncernen, der bl.a. ejer kæderne Føtex, Bilka og Netto, rundede 70 mia. kr.. Direktøren giver bl.a. en vunden priskrig en del af æren for rekordåret.
»Jeg er stolt over, at vi med Priskrig igen gjorde en aktiv forskel for vores kunder, for hvem høje priser er en reel bekymring i en presset hverdag. Trods usikre tider gik vi forrest og gav kunderne lavere priser, selvom leverandørerne ikke bakkede op. Den slags initiativer kan vi kun gennemføre, fordi vi driver en sund forretning takket være mine fantastiske kollegaer, som igen har leveret en stor indsats i det forgangne år,« siger han.
Gennem årene har Salling Group vokset sig til meget andet end en dagligvaregigant. Udover de nævnte butikker driver koncernen og to stormagasiner, Starbucks og Carl’s Jr. samt BR.
I forbindelse med regnskabet varsler direktøren nu også en ny strategi, der offentliggøres senere på året.
»Vi har klare prioriteter for, hvordan vi fremadrettet skal udbygge vores markedslederposition og gøre os endnu mere relevante for flest mulige kunder. Det skal understøttes af en ny, ambitiøs strategisk femårsplan, som tager afsæt i vores fem kerneprioriteter: Kunder, kolleger, kønsdiversitet, kultur og klima,« siger Anders Hagh.
Salling Group driver 1.726 butikker og restauranter. Godt 700 af dem ligger i Danmark, mens der findes 342 og 663 Netto-butikker i henholdsvis Tyskland og Polen.
Sammenlagt beskæftiger koncernen 58.903 medarbejdere i de tre lande.