»Et kvantespring for udsatte børn og unge«: Flytter børnehjem ud i landsbyidyl
Landsbyen Dalstrup og ikke mindst den omkringliggende natur er optimale for trivslen, når børne- og ungehjemmet Granbo flytter.
Ved indvielsen af de nye rammer for børne- og ungehjemmet Granbo, bad områdechef i Region Midtjylland Nikolaj Sørensen de fremmødte om at trække med ham om til den grønne skråning ned mod Granbos nystandsatte bygninger i Dalstrup.
Han konstaterede, at han hverken havde konfettikanoner eller champagne med til at fejre indvielsen. I stedet inviterede han til, at »alle holder mund med hinanden et minuts tid og mærker, vi er uden for i naturen,« hvorefter fuglekvidder og insektsummen trådte frem sammen med en let brises raslen i bladene og duften af majsol på græsset.
Det er nemlig i høj grad naturen, som er en af de væsentligste årsager til, at Granbo 17. maj officielt rykker ind i Dalstrup.
Lærer at mestre
Børne- og ungehjemmet ligger i dag i Allingåbro, men bygningerne og de indvendige rammer lever ikke længere op til kravene for at give målgruppen ordentlige betingelser for udvikling og tryghed.
I starten af 2022 lukkede Region Midtjylland døginstitutionen Kløvhøj, som havde specialiseret sig i det pædagogiske arbejde og undervisning af børn og unge med udviklingshæmning og psykiske vanskeligheder.
Det gav i stedet anledning til at istandsætte og indrette bygningerne, så de giver de optimale betingelser for beboerne på Granbo. Det er børn og unge i alderen 9-19 år med tilknytningsmæssige forstyrrelser samt en begavelse, der strækker sig fra let mental retardering til den nedre del af normalområdet.
For netop den målgruppe er succesoplevelser essentielle, og derfor kommer naturen til at spille en vigtig rolle, fortæller Gerda Aakerberg Klausen, der er specialkonsulent i Region Midtjylland.
»Vi vil gerne give dem nogle mestringsstrategier, og her spiller udelivet en vigtig rolle, når de for eksempel lærer hvad planterne eller insekterne hedder, og de kan få lov at bruge deres sanser ude i naturen. Det er også en stor del af vores rekruttering af personale, at vi skal have folk, der synes, det er sjovt at lede efter biller og tænde bål,« uddyber Gerda Aakerberg Klausen.
Mestringen indgår også som en væsentlig del af indemiljøet i det nye Granbo.
Beboerne har ofte behov for at blive skærmet eller have muligheden for at trække sig tilbage, når indtrykkene bliver for overvældene.
I modsætning til de nuværende faciliteter i Allingåbro, er det det nye Granbo i Dalstrup direkte indrettet med dette for øje.
»Vi får nogle miljøer her, hvor beboerne for eksempel ikke er nødt til at bevæge sig igennem et stort kringlet hus, når de skal ud, fordi de har egen udgang. Det betyder også, at der er mindre trafik igennem huset, når der kommer mennesker udefra. Det gør, at vi kan lave nogle skærmede miljøer, hvor vi kan træne det lille fællesskab, inden vi begynder at træne det store fællesskab,« forklarer Gerda Aakerberg Klausen.
Et kvantespring
Else Søjmark (S), der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, stod for indvielsen af det nye Granbo
Hun konstaterede også, at der er sket en væsentlig opgradering til fordel for de unge beboere.
»Vi har skabt et sammenhængende miljø, hvor børnene og de unge kan udforske, lege og lære. Det her er et kvantespring i forhold til de lokaler og de muligheder, der var i de gamle lokaler. Vi får nogle smukke lokaler, som er skabt til målgruppen, og så får vi nogle ydre rammer, som bare giver den fred og ro, som de også har behov for på et sted, hvor man nærmest kan føle sig i ét med naturen,« noterer Else Søjmark.
Ved indflytningen 17. maj kommer der til at bo syv unge på Granbo, som har 20 ansatte.
Det er planen at antallet af beboere og medarbejdere skal fordobles i løbet af det kommende år.
Med tiden er det desuden planen at undersøge, om Granbo kan have dyrehold, der kan bruges i arbejdet med beboerne.
Granbo ligger på samme grund som den særligt sikrede døgninstitution Grenen, som Region Midtjylland ligeledes driver. Ud over at være naboer kommer Granbo og Grenen imidlertid ikke til at være en del af hinanden arbejde eller hverdag.