Fortsæt til indhold

Denne gang er det mere end et år: Ny aftale om skøjtebanen er på plads

Der er dog et men. En ting kan nemlig sætte en stopper for skøjtning i de kolde måneder.

Samfund

Skøjtebanen på Jens Otto Krags Plads er blevet sikret tre år mere.

I hvert fald godkendte politikerne i Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget på deres seneste møde at forlænge driftsaftalen om skøjtebanen, som er indgået med Underværket, med netop tre år.

For knap et år siden valgte det samme udvalg at forlænge aftalen med et enkelt år, da man gerne ville undersøge, hvordan ”klimaaftrykket fra skøjtebanen og kommunens økonomi i skøjtebanen kunne mindskes”.

På samme tid besluttede man, at skøjtebanen skulle renoveres, for det var nødvendigt, hvis den skulle klare sæsonen.

Og det var nok en god idé.

For som Din Avis tidligere har beskrevet, så satte skøjtebanen trods en lidt forkortet sæson rekord. Sæsonen åbnede godt to uger senere end planlagt på grund af problemer med de slanger, der skal køle isen.

”Banen har fortsat vist sig at tiltrække et stort antal brugere, og banen er samtidig med til at skabe et rum til aktivitet og bevægelse i Randers midtby i den kolde tid på året,” skrev den kommunale forvaltning blandt andet til politikerne, da de anbefalede at forlænge driftsaftalen med tre år.

Der kommer dog til at stå i aftalen, at hvis elpriserne igen stiger voldsomt, så kan man suspendere driftsaftalen og altså slukke for skøjtebanen.