Fortsæt til indhold

Borgmester trækker i våddragt for at hjælpe det lokale farvand

Sammen med Kattegatcentret og studerende fra Viden Djurs planter Kasper Bjerregaard ålegræs ud for de lokale kyster.

Samfund
sica

Når borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, onsdag den 8. maj ifører sig både våddragt og dykkerbriller, er det for bogstaveligt talt at give havet en hjælpende hånd.
Sammen med Kattegatcentret, Kyst- og Fjordcentret og studerende fra Viden Djurs vil han nemlig hjælpe med at binde 50 små ålegræsskud på søm og bagefter plante dem i et særligt udvalgt testområde i kystnært farvand nær Fjellerup i Norddjurs.

Det skriver Kattegatcentret i en pressemeddelelse.

»Havet skriger på hjælp og handling, og vi har med dette projekt muligheden for at lade de unge trække i arbejdstøjet og gøre en forskel. Der er noget smukt i, at den unge generation går forrest i kampen for at hjælpe det pressede havmiljø, som vores og tidligere generationer efterlader dem. De her unge kommer ud med den største gave vi kan give dem; Nemlig ejerskab og kærlighed til havet,« fortæller Søren Forsberg, der er skoletjenesteleder i Kattegatcentret.

Udplantningen af ålegræs er et led i det 3-årige naturgenopretningsprojekt ”Ålegræs i Norddjurs”, der under ledelse af Kattegatcentret har til formål at mobilisere og involvere studerende og offentligheden i at sikre naturgenopretning ved at udplante ålegræs i kystnært farvand i Norddjurs Kommune.

Borgmester har øvet sig

Borgmester Kasper Bjerregaard mestrer allerede færdigheden i at plante ålegræs. I oktober besøgte han nemlig Kattegatcentret i forbindelse med Havets Dag, hvor han fik lejlighed til at øve sig i at plante ålegræs på havbunden.

»Jeg er meget taknemmelig for, at borgmesteren i Norddjurs Kommune bakker op om så vigtigt et naturgenopretningsprojekt. Et projekt, hvor ålegræs ikke kun bidrager til at forbedre havets tilstand, men også danner grobund for en blivende interesse for havet hos vores unge mennesker. Det er simpelthen verdensklasse-undervisning, hvor eleverne er med hele vejen fra høst af ålegræsskud til udplantning, og bagefter får de også lov til at nørde med dataopsamling og overvågning,” fortæller Søren Forsberg i pressemeddelelsen.

Afgørende ålegræs

Og der er i høj grad brug for, at der bliver udplantet mere ålegræs i Danmark. To tredjedel af al ålegræs - som bl.a. fungerer som levested for fisk, beskytter kysterne og lagrer CO2 – er nemlig forsvundet fra de danske farvande siden år 1900. Derfor kan udplantning af ålegræs bidrage til at genoprette dele af den danske havnatur, hvor der i efteråret blev registreret et historisk iltsvind.

»Ålegræs spiller en afgørende rolle for havmiljøet, da det er til gavn for dyrelivet samtidig med, at ålegræsset optager store mængder af de næringsstoffer, der udledes fra land. Ålegræs er en sand superplante, der udover de positive effekter for havmiljøet også bidrager til kystbeskyttelsen. Jeg ser meget frem til at deltage i udplantning af netop ålegræs, som en af de konkrete løsninger, der skal være med til at genoprette et sundt hav med masser af liv og bidrage til at sikre vores kyster,” noterer borgmester Kasper Bjerregaard.

Projektet ”Ålegræs i Norddjurs” er betalt af NRGI, og målet er at udplante sammenlagt knap 20.000 ålegræsskud fordelt over 6-7 testområder i løbet af den 3-årige projektperiode.