Fortsæt til indhold

Vandt hæderspris og råbte vagt i gevær - nu har Molly mistet sit livs kærlighed

Benny Thomsen er død efter et langt og aktivt liv omgivet af sine kære.

Samfund

Benny Thomsen, Ryomgård (27. juli 1926 - 5. maj 2024).

Et langt liv fik en ende søndag.

I oktober 2023 modtog Benny Thomsen sammen med sin ægtefælle, Molly Thomsen. Adresseavisens hæderspris ved Syddjurs Award 2023 for parrets engagerede indsats på mange fronter lokalt i en lang årrække.

For at mindes og ære Benny Thomsen og hans lange og aktive liv og virke sammen med sine kone, bringer vi hyldesttalen, der blev holdt ved Syddjurs Award:

»Molly og Benny Thomsen er nået til skelsår og alder. Fra deres smukke bopæl på Skovbakken i Ryomgård kan de se tilbage på et liv, som for dem som par begyndte med at flette fingre i DUI-Leg og Virke, en selvstændig, idébetonet børne-, ungdoms- og familieorganisation, der bygger på arbejderbevægelsens kerneværdier og historiske grundholdninger. Siden fortsatte det herfra med et udadvendt engagement.

Strategen og den udadvendte

I Syddjurs tiden har man kunnet møde Molly og Benny Thomsen alle vegne - til byrådsmøder, som de har fulgt troligt fra tilhørerpladserne, i alle mulige politiske sammenhænge og forskellige råd.

Benny Thomsen har været strategen, Molly Thomsen den udadvendte og talende. Altid båret af en forståelse for mennesker, der har haft det svært grundet familiemæssige og sociale forhold eller grundet handicaps eller andre ting.

Når der har skullet råbes vagt i gevær og ’pas nu på, kære byråd’, har Molly og Benny påtaget sig opgaven. De har smukt efterlevet Kim Larsens politiske bonmot: ”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig”.

De er socialdemokrater, som kan deres Anker Jørgensen.

Ligesom den folkekære statsminister har Molly og Benny Thomsen altid haft kulturen som kompas. Et besøg i deres hjem bekræfter dette.

Undervejs i livet har de været nysgerrige på verden. I en sen alder rejste de for eksempel turen med Den Transsibiriske Jernbane. Deres oplevelser kunne man senere læse om i Pensionistbladet Optimisten.

Parret har også været forbi Nordkap og rejst i Thailand.

Respekt for demokratiet

Molly og Benny Thomsen er nok socialdemokrater indtil benet, men de er det på en måde, som nutidens kunne lære af. De afskyr smartness, nemheden og nedladenheden, også når det handler om kulturen og dens forhold.

Benny Thomsen var med til at starte AOF Midtdjurs helt tilbage i 1980, og han var i flere årtier formand for det lokale oplysningsforbund. Han skrev også bogen: ’Socialdemokratiet og andet godtfolk i Midtdjurs’.

Molly Thomsen har været formand for Ældrerådet i Syddjurs. Ligesom hun har siddet i Frivilligrådet.

Hun blev i 2020 hædret med en Syddjurs Award af Frivilligrådet.

Deres rødder har de aldrig cuttet, dog de har altid haft forståelse og tillid til andre mennesker, som de ikke delte partibog med. For dem er det demokratiets egentlige grundtanke.

Grundtvigs ”Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær” runder smukt det lange liv, som Molly og Benny har haft sammen og med deres familie, venner og bekendte.

97 og 90

Benny er 97 år, Molly runder de 90 lørdag 28. oktober

Parret har netop haft den glæde at blive tipoldeforældre til tipoldebarn nummer ti.

Fremtiden er nok kortere en fortiden, men bid spids på, at de begge altid glæder sig til i morgen.

Adresseavisen kan ikke forestille sig Hædersprisen 2023 kan gå mere velfortjent end til Molly og Benny Thomsen.«

Ære være Benny Thomsens minde.