EM-feberen raser under årets udgave af Heksefesten
Som altid er der masser af sjov og hygge til Allingåbros store byfest. I år krydres festen med Danmarks EM-kamp mod England.
»Solen skinner i uge 25. Det håber vi i hvert fald.«
Sådan lyder det fra arrangørerne af Heksefesten i Allingåbro, som nu har programmet på plads.
Her er garanti for underholdning og sjov for både børn og voksne, lover arrangørerne.
Heksegrillen har åbent alle fire dage frem til kl. 21.30, og der er gratis entré hele Heksefesten.
Der er også gratis hoppeborge hele weekenden.
Hoppeborge er dog på eget ansvar, lyder det.
Klar til landskamp
Torsdag bliver teltet omdøbt til roliganteltet.
Danmark møder England klokken 18.00 i deres anden kamp til EM og den kamp vises på storskærm.
»Roliganteltet åbner klokken 16, hvor der vil være landskampsstemning frem til kampstart Har du mere lyst til en frisk gåtur rundt i Allingåbro med en bankoplade, så kan du deltage i vores traditionsrige motionsbanko,« fortæller arrangørerne.
Salg af plader starter kl. 17. Efter gåturen er der en skrabak, som er sponseret af Bach’eriet.
Fredagsbaren åbner
Fredag er der fredagsbar fra kl. 16 i teltet, hvor man har mulighed for at rafle om prisen.
Grillen er tændt og der er hyggemusik på anlægget.
Kl. 16.00 er der DjursFad Open i kortspillet agurk. Tilmelding i teltet fra kl. 15.30
Kl. 19.00 er den gamle Svend, Femkamp, fundet frem fra gemmerne.
Fem lokale hold dyster i fem sjove discipliner og kæmper om det prestigefyldte trofæ.
Efterfølgende er der bal i teltet med diskotek Goodnight.
»Regler og vilkår gælder. Ingen salg af alkohol til unge under 18 år,« understreger arrangørerne.
Minifodbold og pattegris
Lørdag morgen sparkes i gang med en omgang morgenbanko for de morgenfriske i samarbejde med borgerforeningen.
Om formiddagen er der leg for de mindste på banen ved cafeteriets terrasse.
Kl. 11.30 og frem til omkring kl. 14.00 er der Mini-Hekse Cup i fodbold. Kampene spilles på banen over mod Byparken.
Kl 12.00 er der frokostbuffet i teltet.
Shooting Blanks sørger for hygge musik i teltet og spiller frem til kl 15.30.
»Der er gratis entré i teltet, hvis man blot vil købe en kold fadøl og høre noget godt musik,« uddyber arrangørerne.
kl. 13.00 kan man prøve at blive brandmand for en dag. Aktiviteten foregår oppe ved brandstationen.
Det er ganske gratis at deltage.
Eftermiddagen byder også på Djurslands Bank Cup i fodbold. I år er der 3 rækker: Herre-, dame- og mixrække
Tilmelding til fodboldturnering sker til Bjarke Christensen.
Lørdag aften er der gratis pattegris i teltet. Pladsen er dog begrænset til 130 deltagere, så det er først til mølle i tilmeldingen.
Bordbestilling starter på mandag 3. juni klokken 15. Det sker på telefonnummer 21 29 36 74.
Nicki Jack Allstars spiller op til dans kl 22.00. DJ Ole Larsen supplerer med diskotek før, under og efter Nicki Jack Allstars.
Kandis lukker festen
Søndag starter med optog, hvor temaet er ’Legetøj’. Opstart fra centralforeningen kl. 13.00.
Der er fine præmier på højkant for de flotteste vogne, som kåres af Søndermarkens Blæseorkester.
Efterfølgende foregår der aktiviteter på pladsen, hvor der blandt andet kommer danseopvisning i verdensklasse og den populære Allingåbro-quiz.
Kl. 17.00 kommer Bach’eriet på pladsen og sælger hjemmelavet kamstegsburgere.
Kandis går på scenen kl 18.00 og spiller frem til kl 22.00.
Kl 20.30 tændes bålet, hvor formanden for Allingåbro Borgerforening afholder båltale.
»Husk at sætte kryds i kalenderen fra torsdag til søndag i uge 25 Vi håber på stor tilslutning til vores fire hyggelige-og sjove dage på festpladsen ved Alllingåbrohallen,« siger arrangørerne af Heksefesten.