Fortsæt til indhold

En rigtig Nørager-drengs knusende comeback i Kristi himmelfartsferien

Nøragers målscore steg fra 6-12 til 19-13 på to kampe, takket være Kasper Fiskers bidrag.

Samfund

»Vi gør, hvad vi kan, men det bliver svært,« skrev Nøragers cheftræner Allan Haslund til Lokalavisens redaktør onsdag eftermiddag på en sms.

Det, der blev svært, var hjemmekampen kristi himmelfartsdag mod forstadsaarhusianerne Christiansbjerg IF (CIF), naboer til Aarhus Skøjtehal.

Onsdag aften fik samme Haslund imidlertid en opringning, som fik hans optimisme til at vokse betydeligt.

Nørager-drengen Kasper Fisker var hjemme på ferie sammen med familien, og han tilbød at spille med, hvis cheftræneren ville have det.

Allan Haslund lod ikke denne chance gå fra sig. Han sagde prompte »ja, tak« til tilbuddet.

Selvom Kasper Fisker, snart 36, gik på fodboldpension for tre år siden efter en flot karriere, fejler hans fysiske form ikke noget.

Næste store mål for influenceren er således et 250 kilometer langt såkaldt ekstremløb på det afrikanske kontinent sammen med vennen Kasper Kirkegaard

Fodboldikonet Kasper Fisker guider Nørager til sejr med sin ekstraordinære spilintelligens. Foto: Lars Norman Thomsen

Hurtig scoring

De, der fulgte Nøragers kamp på livescore, kunne derfor undrende se til, at Kasper Fisker allerede efter fem minutter sparkede en skråaflevering fra William Loft op i det ene målhjørne, som han næsten har gjort det med lukkede øjne så mange gange før.

Også da han var en knægt og tilbragte utallige timer på stadion sammen med sine kammerater.

Ved pausen førte Nørager med 4-0, og slutfacit kom til at lyde på 5-1. De fire andre mål stod Rasmus ’Ralle’ Jensen og William Loft for. To unge gutter, der lukrerede på, at Fisker var med som regissør.

Mere perfekt start på Kristi Himmelfartsferien kunne Nørager ikke få.

Ikke noget at sige til, at en næsten stakåndet Allan Haslund over telefonen euforisk kunne fortælle, at Kasper Fisker også havde meldt sig klar til søndagens kamp mod agterlanternen i rækken, Søften GF, på Nørager Stadion.

Kasper Fisker viste, at talentet stadig brænder. Foto: Lars Norman Thomsen

8-0 dut

Søndag var der ikke spillet mere end godt et minut, før en lynsnar Kasper Fisker gav Rasmus ’Ralle’ Jensen en medløbsbold, som den målfarlige midterangriber scorede sikkert på.

I minutterne efter sværmede Nørager-spillerne omkring gæsternes felt. Det resulterede blandt andet i et skud på overliggeren fra 16-meteren fra Fisker.

Efter 90 minutter talte måltavlen sit tydelige sprog søndag eftermiddag. Foto: Lars Norman Thomsen

Gæsterne, der ikke har klasse til Serie 1, men bruger sæsonen til at bygge et nyt og ungt hold op, gjorde det egentlig fornuftigt i mange situationer, men spillerne excellerede også i alt for mange fejl. Således, da keeperen fem minutter før halvtid samlede en tilbagelægning op fra en medspiller.

Frisparket sparkede talentfulde Jan Ankerstjerne sikkert i mål, efter at bolden var blevet trillet til ham i en afstand af to meter fra målstregen.

Fra 6-12 til 19-13

Umiddelbart efter pausen øgede Kasper Fisker selv til 3-0 efter en opspilsfejl af gæsterne.

Herfra rullede lavinen. Det blev til yderligere fem mål, inden de 90 minutter var spillet til ende, i det fine majvejr.

William Loft nettede tre gange, Rasmus ’Ralle’ Jensen og Jan Ankerstjerne hver en.

To af scoringerne havde Kasper Fisker næstsidste fod på.

Summa summarum: Seks point til Nørager i Kristi Himmelfartsferien.

Før de to kampe lød Nøragers målscore efter fem kampe på 6-12. Nu er den forvandlet til 19-13, og holdet er kravlet over nedrykningsstregen. 11 point for syv kampe, og en kamp i baghånden. Det er da ikke så tosset.

Et studie i spilintelligens

Kasper Fisker er fortsat en nydelse at følge på en fodboldbane som boldspreder og iscenesætter.

Hans overblik er uovertruffent, og selvom han ikke vinder mange dueller, betyder hans spilintelligens, at han placerer sig perfekt i rummene, både når hans hold er boldbesiddelse, og når der skal lægges pres på modstanderen.

De unge mennesker omkring ham kan lære meget af hans måde at spille på første berøring og holde bolden i gang, indtil der kommer en blottelse i modstandernes formation, der gør det muligt at spille bolden dybt ned bag modstandernes forsvar.

Ikke noget at sige til, at Allan Haslund gerne ser, at Kasper Fisker kommer hjem fra Amager et par gange mere i maj og juni.

2. pinsedag, når Nørager møder AIA/Tranbjerg ude, kommer bysbarnet dog ikke. Det er ellers en vigtig kamp, fordi Nørager med en sejr kan lukke afstanden til bunden yderligere.

Men mon ikke Kristi Himmelfartsferiens succesoplevelser har sat sig så meget i de øvrige Nørager-spillere, at de fortsætter, hvor de slap, og cheftræneren giver Jan Ankerstjerne positionen som 10’er i fraværet af Kasper Fisker. Måske skubbes teknisk dygtige Jonas Friis en tand op på venstrekanten.

Ankerstjerne og Friis har begge værktøjerne til at være afgørende på den sidste tredjedel af banen.

Flot karriere

Kasper Fiskers fodboldkarriere har været et imponerende kapitel i dansk fodboldhistorie. Fra hans ydmyge begyndelse i Nørager Boldklub til at blive en af de mest fremtrædende spillere på midtbanen i landets bedste række.

Det var i Hobro, at Fisker virkelig fandt sit hjem på banen og bidrog til klubbens opstigning gennem rækkerne. Hans talent og dedikation blev anerkendt, og det kulminerede med opstigningen til NordicBet Ligaen i 2013, hvor han blev hyldet som Årets Profil af Spillerforeningen.

Hans efterfølgende comeback til Randers FC blev en triumf, og han blev hurtigt holdets stjerne på midtbanen.

Den lange og produktive periode i Randers FC, hvor hans kontrakt blev forlænget flere gange, vidner om den dybe værdsættelse, klubben havde for hans talent og bidrag. Hans overgang til Brøndby i 2017 var et nyt kapitel, hvor han fortsatte med at imponere, selvom udfordringer som en afgørende knæoperation testede hans vilje.

Selv efter sin tid i Brøndby fortsatte Fisker med at gøre en forskel på kortvarig basis hos Fremad Amager. Hans tekniske færdigheder og ligefremme facon gjorde ham ikke blot til en seværdig spiller på banen, men også til en af de mest eftertragtede af journalisterne for hans morsomme og skarpe kommentarer efter kampene.

I november 2023 viste han, at bentøjet også er til mere end lækkerier på en fodboldbane.

Beviset kom, da han strøg til tops i 2023-udgaven af Vild med Dans.