Fortsæt til indhold

Skovuddannelse fordobler ansøgningstal - Forstander hylder de studerende

Trods et flot søgetal på kvote 2, er Sling-uddannelsens fremtid endnu ikke afgjort.

Samfund

Det er gået fra skidt, til godt, til glimrende på Skovskolen Djursland.

Få uger efter skolen i december 2023 meldte ud, at de lukkede Skov- og Landskabsingeniør (Sling) uddannelsen, skiftede de kurs: uddannelsen kunne alligevel fortsætte ved Auning.

Det krævede dog, at man nåede et elevtal på minimum 25 i det kommende år.

Siden da har skole, lærere og elever stået bag en omfattende markedsføringsindsats i jagten på at nå de gyldne 25 nye elever.

Nu afslører forstanderen, at indsatsen har været en succes.

Indtil videre.

Ansøgertal fordoblet

Siden nytår har Skovskolen lanceret en større markedsføringskampange. De har produceret billeder, video, reklamer, afholdt åbent hus arrangement og skolens elever har kørt landet rundt i en minibus for at sprede budskabet om skolen.

Og lad os bare få det sagt med det samme: det har virket.

»Den allervigtigste reaktion vi har fået på den indsats er jo, at vi mere end fordoblede ansøgnigsantallet på kvote 2 i marts. Det er en meget markant feedback,« siger forstander på Skovskolen, Rasmus Kjær.

Han fortæller, at ansøgertallet på i forhold til sidste år er steget med 122 pct. på kvote 2. 35 af de ansøgere har søgt med Sling-uddannelsen som førsteprioritet. Det er maksimumkapaciteten på den nye årgang.

Forstander på Skovskolen, Rasmus Kjær, fortæller, at skolen blandt andet er gået væk fra den rene onlineannoncering. I stedet forsøger de at ramme det brede publikum. Dermed skaber de bevidsthed om skolen hos både venner og familie til potentielle kandidater. Pressefoto.

Rasmus Kjær kan dog alligevel ikke garantere, at der starter et nyt Sling-hold efter sommerferien. 50 pct. af de nye studerende skal nemlig optages på kvote 1. Så selvom Skovskolen lige nu reelt set kan fylde årgangen ud med kvote 2-ansøgere, så er det ikke tilstrækkeligt.

»Der er meget, der tyder på at det lykkes. De ansøgere vi har som kvote 2, kan jo vise sig, at være kvalificeret som kvote 1. Der er det godt, at vi har mange kvote 2-ansøgere.«

Fortsætter indsatsen

Rasmus Kjær fortæller at skolen stadig får mange henvendelser fra interesserede elever og forældre.

Alligevel tager Skovskolen ikke fingeren fra motorsaven så at sige. De fortsætter derimod arbejdet for at øge interessen for skolen og for Sling-uddannelsen.

»Vi lancerer en kampagne i juni med biografreklamer og reklamer i fitnesscentre. Vi har allerede rullet kampagnen ud online og i de trykte medier.«

Skolen fortsætter ligeledes indsatsen med deres studerende, som selv kommunikerer flittigt på de sociale medier.

Det har vist sig at have en stærk effekt.

»Man kan sige, det vi har gjort anderledes end sidste år er, at vi har sadlet lidt om i kommunikationen og markedsføringen af vores uddannelse. Tidligere lavede vi målrettet online markedsføring. Nu har vi mere fokus på at styrke det brede kendskab til Skovskolen som uddannelsessted.«

Hylder eleverne

Tidligere har skolen ikke investeret resurser i f.eks. biografreklamer, fordi det rammer et brede publikum end eksempelvis unge under 30 online.

Det har dog vist sig, at man ved at ramme det brede publikum, har kunne starte en diskussion blandt venner og om spisebordet i hjemmene.

»Det bliver også strategien fremadrettet. Når vi skaber et bredt kendskab til skolen, så kommer man til at snakke med venners venner eller forældre, der har en interesse i dit fremtidige uddannelsesliv.«

Rasmus Kjær understreger dog, at den mest afgørende faktor i skolens nye markedsføringsindsats har været de studerende.

»Vores studerendes stemme og engagement har været og er fuldstændig afgørende. Både i beslutningsprocesser, men også i kommunikationen udadtil. Det er noget, vi tager med.«

Selvom forstanderen udskyder den helt store fejring lidt endnu, så peger alt i den rette retning.

»De andre år har vi kunne se, at hvis det gik den forkerte vej med kvote 2, så var det samme tilfældet i kvote 1. Så i år ser vi forhåbentlig det samme med modsat fortegn. Lige nu ser fremtiden lys ud, og vi har hænderne over hovedet, og det må vi også godt have.«