Løgn og bedrag: Regeringen ignorerer ældres nød – fremryk pensionen straks!
Regeringen skal fremrykke reguleringen af pensionen, mener Ældre Sagen.
Pensionen er de senere år sakket markant bagud i forhold til lønudviklingen. Det har stor betydning for mange ældre. Med en ny kampagne vil Ældre Sagen kæmpe for, at regeringen fremrykker reguleringen af pensionen. Det vil give omkring 11.500 pensionister i Syddjurs mere luft i budgettet, skriver Ældre Sagen Ebeltoft i en pressemeddelelse.
På Årsmødet for Ældre Sagen i Ebeltoft blev der stillet et forslag omkring mere synlighed på det store arbejde, Ældre Sagen på landsplan gør for at hæve pensionen for de mange pensionister.
Forslaget blev sendt videre til Landsledelsen af lokalforeningsformand Aase Bang.
Om det er forslaget fra Lokalafdelingen i Ebeltoft, der har påvirket den landsdækkende kampagne, eller den var planlagt, er uvist, men Ældre Sagen er lige nu meget synlig i mediebilledet for kampen om højere pension.
I 2022 oplevede vi i Danmark den højeste inflation i 40 år. Inflationen er heldigvis faldet siden, men priserne er stadig meget højere, end de var før. De erhvervsaktive har med de seneste overenskomster fået store lønstigninger.
I Danmark bliver blandt andet folkepensionen reguleret, så den følger lønudviklingen - men med to års forsinkelse. Det betyder, at danske pensionister skal vente to år på, at deres pension stiger på samme måde, som lønnen gør lige nu. Lønfesten har desværre dørmænd på, som ikke lukker pensionister ind, mener Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup:
»Vi har gang på gang gjort regeringen opmærksom på problemet og har nu kickstartet en ny kampagne for at få det på dagsordenen i ministerkontorerne. Det er jo ikke rimeligt, at vores pensionister skal stå ude i kulden, mens de erhvervsaktive holder lønfest. Det er ikke et velfærdssamfund i min bog. Så jeg håber stærkt på, at regeringen er klar til at gå i dialog med os om, hvad der kan gøres. Det er vel i alles interesse, at vores pensionister, som har bidraget til samfundet gennem et langt liv, får en rimelig pension.«
Konkret foreslår Ældre Sagen, at regeringen fremrykker reguleringen af pensionen, så den forhøjes ekstraordinært nu i 2024 med fem procent. Forslaget omfatter alle forsørgelsesydelser – herunder folkepension, førtidspension, seniorpension, tidlig pension (Arne-Pension), efterløn, dagpenge, kontanthjælp og SU med mere., som reguleres med to års forsinkelse i forhold til lønudviklingen.
Forslaget vil hjælpe alle pensionister - men særligt pensionister med lav indkomst, som vil kunne få 4-600 kroner mere udbetalt om måneden. På landsplan er der tale om mere end 1,3 millioner modtagere af social pension, som vil kunne få gavn af en fremrykning af reguleringen – heraf godt 600.000 folkepensionister med lav indkomst.
Ældre Sagens forslag kan finansieres inden for det finanspolitiske råderum. Og da der er tale om en fremrykning og ikke en permanent forhøjelse af pensionen, vil forslaget ikke forringe den langsigtede økonomiske holdbarhed.
»Den gode nyhed er, at vi sagtens kan løse problemet ved at fremrykke reguleringen af pensionen. Spørgsmålet er nu, hvad venter regeringen på? Det vil nemlig gøre en kæmpe forskel for rigtig mange ældre i hele landet, som fortsat kæmper for at få pengene til at slå til,« siger Bjarne Hastrup.