Fortsæt til indhold

Café har haft tre forpagtere på fem år: Nu vil 21-årige iværksættere genopfinde stedet

Drømmen om iværksætteri førte Oskar Hemmer-Hansen og Anton Münster Sørensen til Fjellerup for at åbne deres første restauration.

Samfund

Fjellerup er ikke det letteste sted at kaste sig ud i sit første projekt som selvstændige restauratører. En by som er sort af mennesker om sommeren, og på en kold vinterdag kan se forladt ud visse steder.

Når man samtidig åbner sin café et sted, som har haft tre forskellige forpagtere på fem år, så har man allerede slået døren op til en udfordring.

Heldigvis lyser grundighed og ildhu ud af Oskar Hemmer-Hansen og Anton Münster Sørensen i deres tilgang til at åbne egen café i Fjellerup.

De to 21-årige iværksættere åbnede for halvanden måned siden Café Fjelle i bygningen på Møllebækvej 1, som tidligere husede Café No. 1.

Meget symptomatisk er der i dag kun ordet ’café’ tilbage på skiltet i toppen af bygningen. De nye restauratører venter på, at sidste del af skiltet bliver leveret og dermed fuldender signalet om, at nu er et nyt spisested åbnet i byen.

»Det var vigtigt for os at lave en frisk start. Vi har analyseret nøje på stedet, da vi begyndte at lede efter forskellige forpagtningsmuligheder, og det gav ikke rigtig mening, at det gik konkurs. Der er masser af mennesker om sommeren, og vi ved, at der er mange lokale, der sætter pris på et sted her i byen, hvor man kan gå ud og spise. Det har vi allerede mærket og fået nogle stamkunder, så vi holder os inden for vores budgetter og mål,« fortæller Anton Münster Sørensen.

God mad, god service

Grundigheden går igen i såvel køkkenet som i regnskaberne.

Oskar Hemmer-Hansen og Anton Münster Sørensen er begge fra Ebeltoft og er begge handelsstudenter fra HHX. De lærte for alvor hinanden at kende, da de begge arbejdede på Lundbergs Spisehus i Ebeltoft, og her udviklede tanken om at kombinere kompetencerne sig.

Handelsuddannelsen tager de med sig ind i grundige beregninger på avancen af hver eneste ret. Idéen om at starte egen virksomhed er således ikke en hovedkulds beslutning, men en velforberedt kalkule på at skabe et attraktivt spisested.

Rollefordelingen er ret klar i Café Fjelle. Anton Münster Sørensen er i køkkenet og Oskar Hemmer-Hansen er blandt gæsterne. De har dog begge kompetencerne til at hjælpe til på hinandens områder i travle perioder. Derudover er makkerparret allerede i gang med at ansætte medarbejdere op til sæsonen. Foto: Simon Carlson

Anton Münster Sørensen har således arbejdet i køkkenet og stået for street food-området ved Lundbergs Spisehus, mens Oskar Hemmer-Hansen har arbejdet blandt gæsterne som tjener.
Det er også de roller, de tager med sig ind i Café Fjelle, og det kommer til at borge for kvalitet.

»Vi ved, hvordan vi arbejder sammen, så vi ved også, hvad vi kan og hvad vores tilgang er. Det er god mad og god service, og det tror vi på, at vi kan komme rigtig langt med,« uddyber Oskar Hemmer-Hansen.

Erfaren konsulent

Borgerne og turisterne i Fjellerup kan dermed forvente vellavede enkle retter. Spicy burger, fish ’n’ chips, nachos og madpandekager med forskelligt fyld er blot nogle af retterne på menukortet.

Når højsæsonen for alvor begynder, kommer der også stjerneskud lavet af frisk fisk på menuen sammen med poke bowls, der ofte består af frisk fisk og grøntsager med ris.

Det er det 21-årige makkerpar, der kommer til at stå for den daglige drift, men på sidelinjen har de en erfaren herre, der både kan give gode råd og såmænd også kan stå for en hurtig indskiftning, hvis der bliver akut behov for det.

Oskar Hemmer-Hansens far Viggo Tømmerås har 30 års erfaring som. Han er til daglig kok på Molsværket, og så ejer han også 10 procent af Café Fjelle.

»Han er vores konsulent,« noterer Oskar Hemmer-Hansen med et smil og hans makker uddyber:

»Jeg har jo tidligere stået i køkkenet og lært en masse, så Viggo er ikke en del af den primære drift, men det er ham, der laver opskrifterne på retterne og lærer os at lave det,« siger Anton Münster Sørensen.

Mad og minigolf

En væsentlig del af forretningsmodellen bliver kombinationen af mad og den 19 huller store minigolfbane, der ligger ved siden af caféen.

»Det er en stor del af årsagen til, at vi valgte stedet her, at man kan kombinere maden og hyggen på minigolfbanen. Nu får den et løft, og så tror vi på, at det kommer til at skabe en masse aktivitet. Vi håber på, at mange vil komme og spille og så gå ind og spise bagefter,« konstaterer Anton Münster Sørensen.

Stor lokal opbakning

Banen er netop nu ved at blive istandsat, så den står veloplagt til højsæsonen med nymalede huller og et helt nyt hegn med vinduer ind til banen, så man kan kigge både ind og ud i modsætning til tidligere, hvor banen lå gemt bag hække.

Minigolfbanen udgør et vigtigt ben for Café Fjelle. Makkerparret håber således på, at kombinationen af hygge på banen og et efterfølgende godt måltid vil tiltrække mange gæster. Siden Anton Münster Sørensen og Oskar Hemmer-Hansen åbnede caféen for halvanden måned siden, har de i øvrigt ventet på den langtrukne proces med at få alkoholbevillingen. Meget passende kom den på plads torsdag før pinse, så der nu også er lagt op til en kold fadøl i solen. Foto: Simon Carlson

Og apropos højsæsonen, så lægger de to unge iværksættere ikke skjul på, at de glæder sig til, at sommeren for alvor indfinder sig.
Den positive modtagelse, de allerede har fået fra lokalbefolkningen har givet masser af positiv forventning og blod på tanden.

»Når man starter sådan et sted her, som særligt de lokale kender i forvejen, så skal man jo vinde dem over og særligt i lavsæsonen betyder lokalbefolkningen alt. Her har vi bare fået en virkelig god modtagelse og folk har været enormt søde. Det vil vi gerne takke for. Det giver en tro på, at vi kan få noget ud af det,« siger Oskar Hemmer-Hansen.

Siden Anton Münster Sørensen og Oskar Hemmer-Hansen åbnede caféen for halvanden måned siden, har de i øvrigt ventet på den langtrukne proces med at få alkoholbevillingen.

Meget passende kom den på plads i går torsdag, og dermed er der lagt op til er lagt op til en kold fadøl i pinsesolen.

De to 21-årige restauratører har endnu ikke lagt sig fast på, om Café Fjelle også skal være åben i løbet af vinterhalvåret.