Forurenet jord fra Nordic Waste kørt til Tirstrup. Nu skal det tilbage til Randers
På trods af uenighed i byrådet, så ender det med, at Randers Havn skal aftage forurenet jord fra Nordic Waste, der nu skal væk fra Tirstrup Lufthavn igen.
En stor mængde forurenet jord, der i starten af jordskreddet ved Nordic Waste i al hast blev kørt væk til Forsvarets jord ved Tirstrup, skal nu fjernes fra Tirstrup Lufthavn igen.
Det har Syddjurs Kommune forlangt, samtidig med at Forsvaret har oplyst, at det skal bruge området igen til andre formål.
Jorden indeholder store mængder af nikkel og barium og tirsdag aften skulle byrødderne beslutte sig for, hvilken løsning kommunen skulle tage i brug, for at få det væk fra Djursland.
Jorden skal nu sendes til Randers Havn, besluttede et flertal i byrådet tirsdag aften.
»Hvorfor skal vi stilles som gidsel, når Syddjurs Kommune stiller så kort en frist til at vi skal hente jorden tilbage igen,« lød det fra Bjarne Overmark (Beboerlisten) der sammen med et mindretal stillede et ændringsforslag, der dog ikke blev stemt igennem.
»Jeg er bekymret for at sende jorden ned til Randers Havn. Skal vi så etablere et renseanlæg derned for at håndtere det. Jeg har to kasketter på, da jeg også er bestyrelsesmedlem i Randers Havn. Men jeg vælger miljøets side i den her sag,« lød det fra Anker Boje (S), der tilkendegav, at han stemte blankt i sagen.
»Vi skal da ikke sende noget ud i fjorden via Randers Havn, som ikke skal lande der. Jeg er helt sikker på, at forvaltningen ikke godkender det, hvis det ikke kan lade sig gøre at Randers Havn aftager det meste af jorden. Men en del af jorden skal da videre til Silkeborg og det mest forurenede jord skal da til Norge. Det er sådan jeg ser sagen, lød det fra Mogens Nyholm fra Radikale Venstre.
»Vi stemmer for sagen. For vi kan fra Venstre ikke se andre muligheder, sagde Niels Erik Christensen (V).
Ingen betænkninger
Karen Lagoni (S) havde på resten af sin byrådsgruppes vegne ikke betænkninger ved at vælge løsningen med Randers Havn.
»Vi sender ikke noget jord til Randers Havn, der ikke kan håndteres ved Randers Havn, det er jeg helt sikker på,« pointerede hun.
Samme holdning havde flertallet af den socialdemokratiske gruppe, Venstre, fire konservative, Radikale Venstre, løsgænger Jens Peter Hansen og Liberal Alliance.
Daniel Madié (K) stemte blankt, da han er formand for Randers Havns bestyrelse). Christian Boldsen (K) Dansk Folkepartis Frank Nørgaard, Rosa Lykke Yde (SF) og Anker Boje (S) stemte også blankt.
Imod stemte løsgænger Henriette Malland, Østbroen, Enhedslisten, Beboerlisten og Velfærdslisten.
Fra december 2023 og frem til februar 204 blev der kørt ca. 180.000 tons jord til Tirstrup.
En del af denne jord ligger fortsat i Tirstrup, da jorden viste sig at indeholde så høje værdier af barium og nikkel at jorden ikke umiddelbart kunne køres til en godkendt jordmodtager. Det kan være helt op til 84.000 tons.
Tre ting
Politikerne kunne vælge mellem tre scenarier.
Enten at køre jorden til Randers Havns jordtip, hvilket er den billigste løsning. Det vil anslået koste op til 12 millioner kroner.
Men den kræver også at kommunen giver et tillæg til miljøgodkendelsen, for at det kan lade sig gøre. Og her må den forurenede jord ikke udgøre nogen fare for miljøet.
Alternativt kunne en stor del af jorden køres til Støjdragen ved Silkeborg og det resterende sejles til Norge. Det ville koste mellem 10 og 13,5 millioner kroner.
Det tredje og dyreste alternativ (op til 25 millioner kroner) er at sejle al den barium-forurenede jord til Norge og jord uden forhøjet bariumindhold til andre godkendte jordmodtagere.
Når jorden er er fjernet fra Tirstrup Lufthavns arealer, skal der ryddes op på området. Forvaltningen forventer, at det kommer til at koste mellem 3-5 millioner kroner. Hvis det viser sig, at rabatter og andre områder er forurenet, så kan det betyde udskiftning af jord og udgiften vil derefter løbe op i omkring 15. millioner kroner.