Fortsæt til indhold

»Eksplosiv atmosfære over Danmark«: Meteorologer advarer om skybrud

DMI varsler skybrud og tordenvejr over store dele af Danmark.

Samfund

Det kan blive en særdeles våd søndag mange steder i landet.

Det oplyser DMI, som nu varsler skybrud og tordenvejr i store dele af landet.

Det er kombinationen af varm og fugtig luft, der skaber gode betingelser for dannelse af regn- og tordenbyger henover Danmark.

»Nogle af byger ser ud til at kunne blive så kraftige, at de kommer ind under kriteriet for skybrud (mere end 15 mm regn på 30 minutter),« skriver DMI.

Indtil videre er der en såkaldt kategori 1-varsling om voldsomt vejr for lidt over halvdelen af Jylland. Det er fra Sønderjylland og nordpå, op over den vest- og centrale del af Jylland til Thy, at de kraftigst byger vil kunne forekomme.

For resten af landet fra det midtjyske og østpå er der ”blot” risiko for skybrud og torden.

Varslet gælder fra kl. 12.00 til kl. 21 i aften.

Derfor er der nu udsendt varsel om skybrud og torden for dette område, gældende fra søndag middag kl. 12:00 og frem til søndag aften kl. 21:00.

»Det kommende døgn er atmosfæren over Danmark meget ”eksplosiv” og byger kan pludselig dukke op, ud af af det blå, og på kort tid blive ganske kraftige. Derfor vil der løbende blive holdt øje med udviklingen og om nødvendigt justeret i varslerne,« skriver DMI.