Fortsæt til indhold

Lige inden ferietrafikken: Omfattende vejarbejde spærrer til- og frakørsel i måneder

Arbejdet med af udvide Østjyske Motorvej omkring Aarhus medfører trafikale konsekvenser, oplyser Vejdirektoratet.

Samfund
jwh

Bilister, som benytter sig af til- og frakørslen <50> Hørning på Østjyske Motorvej, skal fra på lørdag og tre måneder frem ud på en større omkørsel med en forlænget rejsetid til følge. Årsagen er, at ramperne skal udbygges, så der er plads til et tredje spor på motorvejen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

Da arbejdsforholdene er særligt snævre, er Vejdirektoratet nødt til at lukke for til- og frakørsel <50> Hørning i tre måneder. Det betyder, at trafikanter, der skal af eller på motorvejen her, skal ud på en større omkørsel.

Til- og frakørslen ved Hørning bliver spærret i begge retninger fra lørdag den 1. juni til søndag 15. september 2024

I perioden skal trafikanter derfor ud på en større omkørselsrute via Genvejen og Aarhus Syd Motorvejen, hvor der vil være skiltet for omkørslen, oplyser Vejdirektoratet.

»Der må forventes kødannelse i myldretiden samt forlænget rejsetid på grund af omkørsel på cirka fem kilometer ekstra. Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre,« står der i pressemeddelelsen.