Fortsæt til indhold

DMI: Kraftig regn eller skybrud rammer flere steder i dag

Især i den centrale del af landet kan der falde mellem 25 og 35 millimeter regn over seks timer.

Samfund
/ritzau/

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler om kraftig regn eller skybrud i den østlige del af Jylland, Fyn, Vestsjælland samt Lolland og Falster.

»Vi følger situationen tæt og opdaterer efter behov,« lyder det på instituttets hjemmeside.

Især i den centrale del af landet kan der falde mellem 25 og 35 millimeter regn over seks timer.

24 millimeter på seks timer er kriteriet for kraftig regn.

»Desuden er der risiko for, at regnen lokalt kan gå over i skybrudsintensitet, det vil sige mere end 15 millimeter på 30 minutter,« lyder det fra DMI.

Varslet gælder hele Østjylland fra tirsdag formiddag klokken 9 til klokken 20 om aftenen.