Fortsæt til indhold

Modstandere efter afgørelse: »Vi har vundet slaget om Aarhusbugten«

Modstanderne af den iværksatte gigantudvidelse af Aarhus Havn jubler. Planklagenævnet har bl.a. erklæret Aarhus Kommunes miljøvurdering ugyldig.

Samfund

»Hvad sagde vi! Vi har vundet slaget om Aarhusbugten.«

De har indkaldt til borgermøder, afholdt demonstrationer og hyret en miljøretsadvokat til at føre klagesagen mod Aarhus Byråds beslutning om at udvide Aarhus Havn med op mod 43 hektar til brug for containere i de kommende år.

Foreningen Beskyt Aarhusbugten, der kæmper mod havneudvidelsen, kalder Planklagenævnets ophævelse af byrådsflertallets beslutning om havneudvidelsen for en »kæmpe sejr«.

»Vi havde forventet Planklagenævnets afgørelse. Vi har aldrig forstået, hvorfor Aarhus Kommune kunne vedtage havneudvidelsen på det fremlagte grundlag. Nu har vi fået ret,« siger Henrik Olsen, som er medlem af bestyrelsen i Beskyt Aarhusbugten.

Foreningen, der blev dannet i 2021 som følge af Aarhus Kommunes planer om at bygge et nyt rensningsanlæg i bugten, har sammen med bl.a. Danmarks Naturfredningsforening Aarhus og Alternativet Storkreds Østjylland klaget over planvedtagelsen og miljøvurderingen i lokalplan nr. 1163, der omhandler udvidelsen af Aarhus Havn. Modstanderne mener bl.a., at udvidelsen af Aarhus Havn vil beskadige havmiljøet.

Udvidelsen er ifølge et byrådsflertal med borgmester Jacob Bundsgaard (S) i spidsen nødvendig for bl.a. at understøtte den grønne omstilling og udviklingen af Aarhus Havn, som er Danmarks største containerhavn. På den anden side har Beskyt Aarhusbugten lavet analyser, der viser, at containerdriften på Aarhus Havn kan effektiviseres så meget, at en udvidelse slet ikke er nødvendig.

»Vi har brugt omkring 70.000 kr. på advokatbistand. Kamplysten har været stor, og pengene er kommet fra vores medlemmer, som har bidraget med store og små beløb,« siger Henrik Olsen, som anerkender, at Aarhus Kommune nu kan afprøve Planklagenævnets afgørelse ved domstolene.

»Derfor har vi måske ikke vundet krigen. Men der er også andre myndigheder, der har afgørelser på vej. Trafikstyrelsen er bl.a. i gang med en høring af miljøkonsekvenserne for udvidelse af Aarhus Havn,« siger Henrik Olsen.

Et enigt Planklagenævn har ophævet lokalplan 1163 og det tilhørende kommuneplantillæg, bl.a. fordi den tilhørende miljøvurdering lider af »væsentlig retlig mangel«. Nævnet mener heller ikke, at miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljørapport er opfyldt.

Ifølge Aarhus Kommune er der indgivet i alt ni klager over lokalplanen og den miljørapport, som Aarhus Kommune har udarbejdet som grundlag for havneudvidelsen. Kommunen ærgrer sig over Planklagenævnets afgørelse.

»Det er beklageligt, at klagenævnet har fundet anledning til at underkende plangrundlaget for udvidelsen af Yderhavnen. I afgørelsen peger nævnet på flere punkter, hvor plangrundlaget ikke lever til fulde op til kravene, og det vil vi nu sætte os detaljeret ind i. Derfor er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige yderligere om, hvad afgørelsen kommer til at betyde for selve projektet, ud over at plangrundlaget ikke er gyldigt på nuværende tidspunkt,« siger Torben Simonsen, kontorchef, Teknik og Miljø, i en kort pressemeddelelse.

Aarhus Kommune vil nu gennemlæse afgørelsen i samråd med Aarhus Havn og dennes rådgivere, fremgår det.