Fortsæt til indhold

Forundret over havneafgørelse: Borgmester vil indkalde til møde

Jacob Bundsgaard vil »snarest muligt« drøfte den opsigtsvækkende afgørelse med forligspartierne.

Samfund

Det var noget af en bombe, der sprang tirsdag eftermiddag.

En af de største og mest markante politiske sager i kommunens historie, havneudvidelsen, fik skrevet endnu et kapitel til den lange og dramatiske fortælling, da Planklagenævnet dumpede kommunens lokalplan og kommuneplantillæg.

Afgørelsen er en gedigen kæberasler til forligspartierne Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og SF, som brugte stor politisk kapital på at gennemtrumfe beslutningen i starten af 2023 - men ikke mindst til borgmester Jacob Bundsgaard, der også er formand for Aarhus Havn.

»Hver en sten er vendt. Vi har et meget tungt og fyldestgørende beslutningsgrundlag, så her trækker vi en streg i sandet,« sagde han i byrådssalen, da havneudvidelsen blev endeligt vedtaget.

Men nu har borgmesterens ønske om udvidelse fået et alvorligt skud for boven med Planklagenævnets underkendelse.

Da avisen som det første rakte ud til Borgmesterens Afdeling for at få en kommentar, blev det afvist med en henvisning til Teknik og Miljø.

Men kort efter kom der en kontramelding om, at der alligevel ville blive udsendt en skriftlig kommentar fra borgmesteren.

»Det er med forundring, at Aarhus Kommune i dag har modtaget afgørelsen fra Planklagenævnet om udvidelsen af Aarhus Havn,« udtaler han og fortsætter:

»I første omgang vil jeg afvente Teknik og Miljøs gennemlæsning af afgørelsen og afdelingens vurdering, men afgørelsen kalder selvfølgelig på en drøftelse med forligspartierne bag den politiske aftale om havneudvidelsen snarest muligt, hvilket jeg vil tage initiativ til.«

Det har ikke været muligt at få et mundtligt interview.