Gourmetrestauranter løb igen med hæder: »Vi tager ikke beslutninger for at være populære«
Der er stadig grønne stjerner på Djursland, men den røde lader vente på sig.
Den gastronomiske verdenselite havde mandag øjnene stift rettet mod Finland.
Her præsenterede Michelin-guiden nemlig den 10. udgave af Michelin Guide Nordic Countries.
Uddelingen fandt sted i den finske hovedstad, Helsinki, klokken 17 dansk tid, og flere danske restauranter løb med hæder.
På Djursland var to restauranter særligt opmærksomme på begivenheden.
Restaurant Moment og Molskroen kunne nemlig i forvejen bryste sig af den såkaldte grønne stjerne.
Derfor var der først og fremmest spænding om, hvorvidt den hæder ville blive stadfæstet, men også om der var endnu mere i vente.
Ikke alfa omega
Ebeltoft Folketidende fangede kort før uddelingen Morten Storm Overgaard.
Sammen med direktør og daglig leder Rikke Storm Overgaard står han bag Restaurant Moment i Feldballe. Her gik uddelingen ikke ubemærket hen.
»Det er ikke noget vi sidder og ikke kan sove om natten over, men selvfølgelig følger i med.«
Restaurant Moment havde allerede en grøn stjerne, som bliver givet til restauranter, der adskiller sig ved at gøre en større indsats for bæredygtigheden.
»Først og fremmest ville vi da synes, det var dejligt med en rød stjerne. Samtidig er det vigtigt for os med den grønne vi allerede har, men det er jo ikke sådan, at vi tilpasser det, vi laver, for at Michelin skal kunne lide os. Det er selvfølgelig vigtigt for os, men ikke alt afgørende.«
Morten Storm Overgaard fremhæver dog, at de altid bliver glade for at få anerkendelse.
»Der er jo stor bevågenhed omkring Michelin. Der er mange guider i verden, men Michelin har jo formået at skabe sig et navn, så alle har en ide om, hvad det vil sige at være med i den. På den måde er det en god måde for os at kommunikere til omverdenen, at vi gør noget godt her.«
Frygter ikke kød
Restaurant Moment er af mange kendt for at nå det høje gastronomiske niveau ved udelukkende at servere vegetarisk mad.
Det ændrede sig dog i slutningen af februar, hvor offentliggjorde at de nu ville inkorporere animalsk protein i deres menu.
Morten Storm Overgaard kunne da heller ikke afvise, at det kunne komme til at få betydning for restaurantens grønne stjerne.
»Det kan vi kun gætte på, men det ville ærgre mig, hvis det fik betydning. For os er det jo ikke et profilskifte. For os har det fra dag et af kun handlet om en ting: bæredygtighed; at fremme en grøn tradition. Så i forhold til Michelin underbygger det jo bare vores holdning. Vi tager ikke beslutninger for at være populære.« siger han og uddyber.
»En stor del af guidens tankegang er, at man ikke ved, hvad de gør eller tænker, men langt de fleste restauranter med den grønne stjerne serverer også kød.«
Glad for anerkendelse
I sidste ende viste det sig, at inkorporeringen af kød ikke fik betydning for Moments grønne stjerne.
Den fik de nemlig endnu engang.
Morten Storm Overgaard virkede da også fint tilfreds dagen derpå.
»Det gik jo nogenlunde, som vi havde regnet med. Det er jo ikke sådan, at vi havde en klar ide om, at nu kom den røde stjerne. Vi er ikke skuffede, men jeg synes, det vi laver, fortjener at være med i betragtningen.«
I sidste ende er han dog fint tilfreds med status quo.
»Det, at vi får den grønne stjerne, er rigtig fint. Grundlæggende er vi først og fremmest glade for, at de kaster noget energi efter den grønne dagsorden.«
Ligesom Restaurant Moment kunne Molskroen også fejre, at de bevarede deres grønne stjerne.