Fortsæt til indhold

Susan Kronborg skifter parti

Samfund
sra

Tidligere folketingsmedlem Susan Kronborg har meldt sig ind i Moderaterne, skriver politikeren selv i en pressemeddelelse.

Susan Kronborg er tidligere medlem af Radikale Venstres hovedbestyrelse og var i perioden mellem 2020-2022 medlem af Folketinget. I sin folketingsperiode var hun boligordfører, indfødsretsordfører, fiskeriordfører og klimaordfører.

»Jeg har meldt mig ud af Radikale og ind i Moderaterne. Det er efter lang tids overvejelse. Det giver nemlig ikke mening at kræve udskrivning af folketingsvalg og i samme ombæring pege på den samme statsminister. Når politik bliver ulogisk er der tale om et selvbekræftende ekkokammer. Jeg vil hellere bidrage til løsninger på midten. Der er nok at tage fat på,« forklarer Susan Kronborg om sit partiskifte.

»Der er for meget ulogisk politik i dag. Danmark har brug for en reel forandring fra midten, og den bidrager jeg gerne til. Moderaterne er parti, der følger devisen ”når kort og terræn ikke passer sammen, skal man følge terrænet”. Det er en pragmatisk og fornuftig tilgang at have til politik,« siger Susan Kronborg om sit partiskifte.

Susan Kronborg er uddannet Cand. Jur., L.LM. og har arbejdet i Skattestyrelsen samt Skatteministeriet.