Kredsløbs regnskab viser nedgang på 200 millioner kroner
Kredsløbs økonomidirektør Thomas Elgaard er tilfreds med det samlede årsregnskab
Det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb kom ud af regnskabsåret 2023 med et resultat på 54 millioner kroner. Det er et fald fra 259 millioner kroner i det forrige regnskabsår.
Det oplyser Kredsløb i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at den samlede omsætning i 2023 lander på 2,4 milliarder kroner.
Ifølge Kredsløbs økonomidirektør Thomas Elgaard er resultatet tilfredsstillende.
”Vi så nogle markante fald i elprisen i 2023, og det medfører en tilsvarende lavere indtjening på den el, Kredsløb producerer på kraftvarmeværket i Lisbjerg. Elprisen falder fra et svimlende højt niveau i 2022 til et mere normalt niveau i 2023, så faldet i el-indtægten er helt naturligt,« siger han og fortsætter:
»Derudover hæfter jeg mig ved, at Kredsløb i sommeren 2023, efter det store fald i elprisen, ekstraordinært vælger at overføre 71 millioner kroner tjent på el til varmekunderne for at sikre varmepriserne. Årets resultat skal derfor også ses i det lys.«
Dyrere fjernvarme og nye affaldsbeholdere
Med resultatet lander Kredsløb på en samlet egenkapital på 551 millioner kroner. Den skal sikre selskabets mulighed for at investere i udviklingen af nye og eksisterende teknologier, vedligeholdelse og effektivisering af hele forsyningen og stabile og konkurrencedygtige priser på varmen i de kommende år, lyder det i pressemeddelelsen.
På Kredsløbs såkaldte hvile-i-sig-selv-område betød stigende omkostninger til brændsel, at taksterne blev påvirket i negativ retning. Det var blandt andet stigende omkostninger på den fjernvarme, Kredsløb køber fra Ørsted, branden på Studsstupværket og en midlertidige omlægning af dele af forsyningen til kul, der har været dyrt for Kredsløb i regnskabsåret 2023.
Det har ikke været muligt at holde taksterne i ro i 2024, hvilket betyder, at Kredsløbs kunder har oplevet prisstigninger. Taksterne er nu gennemsnitlige, når man sammenligner på tværs af brancherne i Danmark, lyder det fra Kredsløb.
For Kredsløb var affaldsbeholdere også en betydelig post på budgettet i regnskabsåret. Forsyningsselskabet købte omkring 190.000 beholdere til villaejere, etageejendomme og diverse nye affaldsløsninger til midtbyen for at blive klar den nye sorteringsordning i ti fraktioner i Aarhus.
»Ideelt set havde vi gerne set både et større positivt resultat og nok på kistebunden til at undgå prisstigninger for kunderne til 2024. Realiteten er dog, at vi har haft et år med ekstraordinært store udgifter, særligt med varme fra Ørsted som den helt store post, samt lavere el-indtægter. Vi kommer heller ikke udenom, at det er blevet dyrere at omstille og fremtidssikre forsyningen, så vi har en sikker forsyning, vi kan regne med og en stabil prisudvikling i morgen og i fremtiden. Det sagt er Kredsløb en robust og økonomisk sund virksomhed, som er rustet til fremtiden,« siger Thomas Elgaard i pressemeddelelsen.