Fortsæt til indhold

Derfor lukker fitnesskæde sit mest centrale center i Aarhus

Kæden kan fortsat tilbyde medlemmer at træne i Aarhus C.

Samfund
sb

»Vi er kede af at fortælle, at PureGym Busgaden lukker permanent.«

Teksten kan findes på Puregyms hjemmeside, hvor det fremgår, at det populære Puregym-center ved Strøget, mere præcist Telefontorvet, lukker 30. juni.

Ifølge Puregym er der tale om en strategisk beslutning som følge af, at Puregym ikke kan få indtægter og udgifter til at gå op i en højere enhed i kædens mest centrale center i Aarhus.

Lukningen af centret i Busgade er dog langt fra ensbetydende med, at det er slut med PureGym i det centrale Aarhus.

Kæden kan fortsat tilbyde dets medlemmer at træne på Dalgas Avenue, Nørreport og i bygningskomplekset Scandinavian Center Aarhus.

Det blev i efteråret 2022 meldt, at det daværende Fitness World i foråret 2023 ville skifte navn til PureGym. Det blev på samme tidspunkt meldt, at selskabet bag kæden ville investere et tre-cifret millionbeløb i at renovere landets centre.

Da Fitness World skiftede navn til Puregym havde kæden 169 træningscentre i Danmark.