Nu er det afgjort: Lille Siam må IKKE rives ned
Frygten for et nyt Kampmanns hus-scenarie er afblæst. Nu skal fremtiden for huset sikres.
Modstandere af planerne om at rive Lille Siam ned kan ånde lettet op.
På Erhvervs- og planudvalgets møde onsdag 12. juni besluttede udvalget nemlig at afslå ansøgningen om nedrivning af Kystvejen 159.
Det fortæller formand for Erhvervs- og planudvalget i Syddjurs Kommune, Kasper Kolstrup Møller (C) torsdag formiddag.
»Vi meddeler, at der ikke gives nedrivningstilladelse.«
Dermed er der godt nyt til dem, der gerne ser Lille Siam bevaret.
Nu, hvor nedrivningen nu er afvist, starter arbejdet med at sikre fremtiden for bygningen.
I modvind
Spørgsmålet om Lille Siams fremtid kom for alvor på bordet efter, at et debatindlæg i Ebeltoft Folketidende i midten af april stillede spørgsmålstegn ved, om en nedrivning af den ikoniske ejendom var på vej.
Syddjurs Kommune bekræftede på daværende tidspunkt overfor Ebeltoft Folketidende, at man 30. marts 2024 havde modtaget en ansøgning om nedrivning af Kystvejen 159 også kendt som Lille Siam.
Vi har taget beslutningen ud fra et princip om, at Lille Siam er en del af Ebeltofts identitet; den historie der er forbundet med Lille Siam og kulturen i Ebeltoft.Kasper Kolstrup Møller.
Selvom ejendommen er vurderet til at have en bevaringsværdi på 4 og dermed viser »fremtrædende eksempler på arkitektur og kulturhistorie,« betyder det ikke, at en nedrivning ikke kan blive godkendt i praksis.
Bevaringsværdi siger nemlig intet om brugsværdi.
Dermed afhang bygningens fremtid i høj grad af, hvilken forfatning man vurderede, at huset var i. Og her har man altså vurderet fra udvalgets side, at bygningen står til at redde.
»Vi ser altid på det sag for sag. F.eks. var der nedstyrtningsfare ved Kampmanns bygning, men Kystvejen 159 er i en anden stand. Selvom den ikke er tiptop, så er der stadig potentiale,« forklarer Kasper Kolstrup Møller.
Handler om historie
Afgørelsen skal dog ikke kun ses i lyset af bygningens forfatning.
Ejendommens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi spiller også ind i vurderingen.
»Vi har taget beslutningen ud fra et princip om, at Lille Siam er en del af Ebeltofts identitet; den historie der er forbundet med Lille Siam og kulturen i Ebeltoft,« forklarer Kasper Kolstrup Møller.
Det er ikke til at sige om Kystvejen 159 med tiden vil forfalde så meget, at den til sidst ikke kan reddes. Ligesom det var tilfældet med Kampmanns fødehjem.
Vi ser altid på det sag for sag. F.eks. var der nedstyrtningsfare ved Kampmanns bygning, men Kystvejen 159 er i en anden stand. Selvom den ikke er tip top, så er der stadig potentiale.Kasper Kolstrup Møller
Kasper Kolstrup Møller fortæller, at man vil give ejer de bedste forudsætninger for at tage sig af ejendommen.
»Det, vi har lagt oveni, er, at vi ønsker at oplyse ejer om de muligheder, der findes for at søge støtte til at renovere huset. Det vil vi gerne hjælpe med at informere om – uden at love noget selvfølgelig. Nu, hvor vi meddeler ejeren, at vi ikke giver lov til nedrivning, er det også for ordentlighedens skyld. Det er jo en privat ejendomsret, vi går ind og piller ved en lille smule, kan man sige.«
En del af en tendens
Bevaringen af ejendomme af kulturel og historisk værdi er noget, der ligger udvalgsformanden meget på sinde. Ikke kun rent formelt, men også personligt.
»Jeg har jo en drøm om, at Ebeltoft på sigt skal kunne blive optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Blandingen mellem middelalderby og en nationalpark er ikke noget, der mig bekendt findes andre steder i Europa,« forklarer Kasper Kolstrup Møller og fortsætter.
»Det er noget, der tager lang tid, og det er også derfor vi er mere påpasselige med den kulturarv, vi har i Ebeltoft.«
Nu, hvor Erhvervs- og planudvalget har afvist, at Kystvejen 159 kan rives ned, betyder det, at man nu skal i gang med at udarbejde en bevaringsplan for ejendommen.
Det er et krav, når der nægtes nedrivning på bygninger, der har en bevaringsværdi på 4 eller derover.
Planen skal laves indenfor 12 måneder.
»Den skal jo laves inden for den tid, men om det kommer til at påvirke andre ansøgninger det næste år. Det ved vi ikke endnu.«